HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Leif Jensen

brugt af en eller anden sundfart. I hvert fald var der en platform for enden af broen, som var forsynet med fortøjningspæle. Fra platformen hoppede folk på hovedet i baljen. Der var altid en le­ ben af unger på platformen. Uheldigvis blev jeg skubbet i vandet af et af disse børn. Jeg kunne ikke svømme, og der var fire meter dybt ved platformen. Da jeg havde fået hovedet oven vande igen, brugte jeg arme og ben som en gal. Det lykkedes mig at få mig bjærget prustende hen til trappen. Men intet er så galt, uden at det er godt for noget. Da jeg havde sundet mig lidt, forekom det mig ikke mere farligt, end at jeg selv hoppede ud en gang til. Ef­ terhånden lærte jeg de rigtige svømmetag, og så kunne jeg bare det. Når dagen var gået, og fedtemadderne spist, vendte vi næsen hjemad og traskede tilbage til Nebraskavej. Det var nogle trætte unger, som blev lagt i seng efter sådan en dag. Langs med naboens hæk havde vi en række frugttræer. Far gik ofte ude på havegangen og beundrede sine træer og glædede sig til den kommende høst. Den var et væsentligt supplement til vo­ res daglige kost. Æblerne blev pænt pakket ind i papir, hvert æble for sig. De blev opbevaret frostfrit til senere brug. Vi unger, som for det meste altid var sultne, fandt på, at vi da havde æblerne på træerne. De var ganske vist sure men skidt med det. Snedige som vi var, tog vi en bid af hvert æble, men vel at mærke på den side, som vendte ind imod naboen. Der gik ret lang tid, før det blev opdaget, og så var det vores nabo, som afslørede os. En dag hvor han talte med min far over hækken, pralede far vist lidt rigeligt med sine flotte æbler. Det blev vores skæbne, for naboen mente, at det var vores æbler, som så lidt mærkelige ud. Da far opdagede, at det mærkelige udseende skyldtes tandmær­ ker, var han godt klar over, hvem der havde sat mærkerne. Elmegården, som lå først på Kongelundsvejen, dyrkede for­ trinsvis kartofler på sine marker. Når kartoflerne var taget op med håndkraft, lå de visne toppe tilbage på jorden. Det var vi un­ ger heller ikke længe om at udnytte. Vi tændte ild i de visne top­ pe. Fandt en glemt kartoffel hist og pist, og smed dem på bålet. Vi sad rundt om bålet og stirrede ind i gløderne. Efter en stund rage­ de vi kartoflerne ud, nu var de blevet helt sorte. Jeg kan endnu fornemme smagen af disse kartofler. Let branken og halvrå, men vi spiste dem med god appetit. Senere på året når vinteren satte 20