HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Ruth Plum

gang. Denne spisestue kunne første-reservelægerne låne ved fest­ lige lejligheder som f.eks. barnedåb, fødselsdage og lign. Midt for gangen på højre side lå kirketrappen, der med 8-10 trin førte op til kirkedøren. Kirken ligger under den kuppel, man kan se fra Farimagsgade. Da vi flyttede ind på Reservelægegangen, var jeg endnu ene­ barn, men i oktober fik jeg en lillebror og halvandet år senere endnu en lillebror. Ved siden af os boede dr. Seedorff, fru Seedorff og deres to børn, Jan og Birthe, og Jans og Birthes barnepige; Jan var fem år og Birthe tre år. De blev mine bedste legekammerater, indtil de i januar 1923 flyttede til Hillerød, hvor dr. Seedorff blev overlæge. Helt nede i den anden ende af gangen boede dr. Abra- hamsen og fru Abrahamsen med deres tre børn: Kirsten, der var syv år ligesom jeg, Jon på fem år og Palle på tre år. Mellem Abra- hamsens og kirketrappen boede dr. og fru Christoffersen med børnene Ole på to år og Finn, som på det tidspunkt var en baby. Vi var faktisk de eneste mindre børn, der på det tidspunkt boede på Kommunehospitalet. Overkirurg P.N. Hansen på V. afdeling havde ganske vist to sønner, Erik og Henrik, men de var på det tidspunkt, da jeg flyttede ind på Kommunehospitalet, 15 år og 11 år, og de boede i en af de to overlægevillaer med egen have, så dem så vi aldrig noget til. Så vidt jeg ved, havde også en maskin­ mester, der boede i den anden ende af hospitalet, en dreng på 12- 13 år, men ham så vi heller ikke noget til. At den lange gang var et fælles legeværelse for alle os børn, var noget af det første, jeg opdagede, efter at vi var flyttet ind. Min legevogn og min trehjulede cykel var blevet anbragt uden for vo­ res spisestuedør, og da jeg kom ud for at se mig om, opdagede jeg, at en dreng kørte rundt på MIN trehjulede cykel. Det var na­ boens dreng, Jan. Jeg blev meget fornærmet, men hans stedfar, dr. Seedorff, kom os til hjælp og sagde, at vi jo kunne lege med hin­ anden og med hinandens legetøj, og så kørte jeg lykkelig af sted på Jans flotte dræsine. Reservelægegangen fungerede som et kollektiv. Reservelæge­ fruerne hyggede sig med hinanden; de var alle hjemmegående, havde alle hjælp til den daglige husholdning, og både Seedorffs og vi havde også barnepige. Egentlig havde de vist ikke meget fornuftigt at tage sig til. Vi havde jo ikke eget køkken, kun 2 gas- 186