HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Leif Jensen

havregryn. Vi syntes nu det smagte herligt, og så kunne vi spise lige så meget vi orkede. Det kunne vi unger også trænge til, især om vinteren. Jeg husker endnu de kolde vintre, altid megen sne og frost. Det var almindeligt med korte bukser og bare ben i træsko hele året rundt. Men vi var glade for vores træsko, dem fik vi af en or­ ganisation som vistnok hed »fattige børns fodbeklædning«. Far slog klamper af gamle bildæk under træskoene, for de skulle hol­ de et helt år, før man kunne få nye. Vores mor syede selv vores tøj. Hun fik brugt tøj af Frelsens Hær på Tingvej, som hun så sye­ de om til vores størrelser. Det kunne også hænde, at de menne­ sker, hun gjorde rent for, gav hende et eller andet vi kunne bruge. Mor lavede som sagt meget selv, og gjorde det ret pænt. Men at hun også selv klippede vores hår, var jeg nu ikke så glad for. Sko­ lekammeraterne drillede med at sige: At vi var klippet i facon ef­ ter en urtepotte. Det udløste naturligvis straks slagsmål. Da jeg var den mindste i klassen, trak jeg som regel det korteste strå. Og det bare fordi jeg havde min specielle »Fru Jensen« frisure. Nu kan det lyde som den rene jammerdal, men det var det be­ stemt ikke. Vi børn var glade, og jeg tror ikke, vi rigtig tænkte over vores forhold. Der var hygge og varme i vores køkken. Var­ men kom fra det koksfyrede komfur, og lyset fra petroleumslam­ pen gav bestemt atmosfære. Om aftenen skiftedes far og mor til at læse højt for os. Jeg husker endnu børnebogen »Frændeløs«. Vi unger græd af medlidenhed med den stakkels franske dreng, der måtte så grueligt meget igennem. Men heldigvis fandt han da sine forældre til sidst. Jeg tegnede meget, det har jeg for øvrigt altid gjort. Far købte tit bøger, jeg kunne tegne i. Det blev til adskillige i årenes løb, og jeg elskede det. Men de er, som så meget andet, gået tabt i tidens løb. Interessen for den hobby har ikke fortaget sig. Jeg maler og teg­ ner også nu, hvor jeg er blevet pensionist. Jeg har også tjent til li­ vets opretholdelse som teknisk tegner ved Philips. Men tilbage til køkkenet, og vores aktiviteter der. Vi sang vores danske sange, spillede dam, ludo eller skak. Jo det var rart nok. Møblerne i køk­ kenet havde far selv lavet. Et langt bord og to lange bænke som mageligt kunne rumme hele familien og alt vores habengut. Det værste ved aftenen var nok, når mor delte torskelevertran ud. Så

1 6