HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Kai Tolstrup

Tilbage til den kolde vintermorgen for 70 år siden. Skolebestyre­ ren stod ved indgangen, gav hånd til alle og sludrede lidt med de forældre, der fulgte de mindste. Han var meget høj, højere end Christian den 10., og derfor ved samtale altid let foroverbøjet, op­ mærksomt lyttende; man havde indtryk af, at det var særlig vig­ tigt for ham at høre, hvad netop du havde at sige. I øvrigt var han smuk, præget af sin islandske slægt, med store skarptskårne an­ sigtstræk, lyseblå venlige øjne og et kraftigt bølget lysblondt hår. De sjældne vredesanfald kunne ikke slette indtrykket af et usæd­ vanligt menneske, åben og aktiv, en stor pædagogisk personlig­ hed. Morgensang i gymnastik- og festsalen, med ribber langs væggene og midt for et stueharmonium. Her satte skolebestyre­ ren sig, sammenfoldet som en lommekniv, knæene nåede næsten op til noderne, og han meddelte hvilket nummer i den lille, sorte »Salmebog for Skole og Hjem« vi skulle synge. Han måtte have taget fejl af årstid og vejr: Nu titte til hinanden de favre blomster små. Op i klasserne, store lyse rum, i alt ti, fem parallelklasser, op­ kaldt efter de forskellige farver de var malet i: Første gul, første grøn, anden rød, anden blå, osv., sluttende med femte brun og femte lilla. Hver klasse havde sit eget »våben«, dele af det gamle danske rigsvåben, så på et eller andet tidspunkt måtte der blive lejlighed til at tale om Slesvig eller Stormarn eller Grønland, Is­ land eller Færøerne. Al udsmykning foretaget af skolebestyreren, som både kunne male og skære i træ. Selv boede han på kvisten, i »Valhal«, et eventyrligt sted med udskårne møbler og fantasiful­ de souvenirs fra hans rejser jorden rundt. Det fik man mulighed for at se, enten man havde udmærket sig og fået et sekstal med streg under, høj hat og spadserestok, tegnet af skolebestyreren på stedet, eller i den bedrøvelige anledning at man havde fået en »anmærkning«, f.eks. »snakker i timen« eller »har atter glemt sit penalhus«. Boligen havde et fag vinduer ud mod legepladsen, de blev slået op på festdage, og skolebestyreren kaldte til samling på sit tretonede signalhorn. Første time indledtes altid med navneopråb fra den sorte proto­ kol. Vi blev kaldt ved efternavn: Andersen, Bager, Bald, Bang, Bundgaard, Christensen, Dirckinck-Holmfeldt, Frandsen, Grauer, 172