HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Kai Tolstrup

og jeg overværede, at den kæmpestore, sølvgrå cigar, luftskibet Graf Zeppelin samtidig passerede København. Siden blev det til endnu mange herlige kampe, især med engelske klubber på be­ søg, Huddersfield, Arsenal, Sheffield Wednesday og alle de andre berømtheder. Almindelige søndage spillede de store københavnske klubber mod hinanden i Idrætsparken, KB, AB, Frem, B 1903 og B.93. Den sidstnævnte klub var i perioder så dominerende, at den besatte 9 af landsholdets 11 pladser, kun suppleret af de to yderwings fra B 1903, Ernst Nilsson og Henry Hansen, kaldet »lillebror«. Hvis jeg ikke havde de nødvendige 50 øre var der en fidus: Efter pausen var vi en lille gruppe drenge, der stillede os op foran tælleappara­ terne og så længselsfuldt ind i det forjættede land. Det hændte så, at en rar kontrollør på et tidspunkt sagde: »Pst, smut så ind«, og lod os slippe gratis ind, så vi kunne se den sidste halve time af anden halvleg. De helt store festdage var dog landskampene, især mod Sveri­ ge hvert andet år - det andet år foregik det i Stockholm. Kampen begyndte 13.30, men Idrætsparkens porte åbnede klokken 10. Al­ lerede længe før stillede jeg op i køen for at være med i kapløbet ned til pladserne lige foran rækværket, så man kunne være hel­ dig at se »lillebror« skrue et hjørnespark indover mod fjendens mål, ja måske endda røre ved ham, når han hentede bolden ud til hjørneflaget. I timerne inden kampen var der underholdning af hurtigmaleren, der skrev manende kampråb på store lærreder, og man kunne følge ispindesælgernes behændighed, når de prøvede at kaste en 25-øres op på bageste række. Glade skånin­ ger delte øl og snaps med det danske publikum. Et militærorke­ ster spillede, kongen kom og nationalsangene blev spillet. Og så gik det løs under ulidelig spænding til den jublende sejr - eller det ubærlige nederlag. Mærkeligt nok mindes jeg ingen uafgjorte kampe! Skolen En vintermorgen i slutningen af 1920'erne. »I dag skal I have fedt­ læderstøvler på«, sagde mor, da hun vækkede os. Så vidste vi, at der skulle lidt ekstra tid til at snøre de lange støvleskafter, ærger­ ligt, men fedtlæder var det eneste der kunne holde sjappet ude. 170