HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Inge Hansen

med masser af sodavand eller saftevand og boller og kager, som vi måtte spise alt det af, som vi kunne stoppe i os. Der var mange mavepiner de aftener, når vi lå i vores senge på sovesalen og snakkede om den dejlige dag - og vi var helt sikre på, at når vi blev voksne damer, ville vi også sminke os og gå i fine kjoler hver dag og have permanentet hår. Og vi faldt trods mavepinen i søvn og har sikkert drømt videre om at bo i smukke villaer med ele­ gante stuer fyldt med ting, som børn absolut ikke må røre ved, og så ville vi rigtigt tit, helst hver dag, invitere en masse børn, og så skulle de have masser af rigtig sodavand, wienerbrød, lagkage - og måske is! Ak ja, jeg tænker ofte på disse venlige, velhavende mennesker, der gad ofre tid og penge på at glæde en flok vanføre unger på børnehjemmet Børnely. Det tænker jeg på, og selvom jeg ikke blev en af disse velhavende, smukke fruer i en stor Strandvejsvil­ la, så blev jeg dog voksen, blev gift med en dejlig, velskabt mand, fik to velskabte børn, hus, bil og hund. Alt det havde min medfø­ lende familie slet ikke turde drømme om den majdag, jeg blev født. Således kan jeg kun være taknemmelig over at bo i et land, hvor man trods det at være født med et handicap kan få en ud­ dannelse og et normalt og lykkeligt liv. Det tænker jeg på, når jeg i min egen bil kører op ad Strandvejen og passerer Børnely, som i dag er overtaget af Københavns Kommune og ikke længere er for vanføre børn - som jeg.

162