HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Inge Hansen

fundet og Hjemmet for Vanføre. Den fungerede også som kost­ skole, og det var for vanføre børn fra provinsen, som kunne bo på skolen. De boede på anden sal i samme bygning som selve sko­ len. De fleste af børnene havde haft børnelammelse, som i dag hedder polio, og var som regel gangbesværede og derfor udstyret med skinner af forskellig art på benene. Det hæmmede dem dog ikke i at være lige så livlige og legesyge som andre børn. Jeg op­ dagede snart, at de stort set legede de samme lege, som jeg legede med de »raske« børn hjemme i min gade. F.eks. spillede drengene fodbold, skønt de havde tunge skinner på begge ben. Så slog de bare til bolden med en af deres to stokke og lavede lige så mange mål, som de mere heldige, der havde raske ben, men en lam eller halv arm, så det gik udmærket. Pigerne hinkede og kunne de ikke skubbe hinkestenen med foden, ja, så brugte de stokken. Vi byttede også påklædningsdukker og glansbilleder, trak perler på snor og lavede perlekæder, nipsede med nipsenåle, kort sagt, vi legede de lege, som børn legede den gang. Vi gik hver dag i skole fra kl. 9 til kl. 14. Kl. 10.30 fik vi en mel­ lemmad og et glas mælk, om vinteren også en skefuld modbyde­ lig, tyk, gullig torskelevertran og som trøst et æble ovenpå. Kl. 14 vaskede vi alle sammen hænder og vandrede ned i den store spi­ sesal, hvor der var dækket med skinnende hvid dug, og hvor tre lærerinder serverede middagen, der bestod af to retter varm mad for alle børnene, uanset om man boede på skolen eller hjemme. Efter middagen var der en halv times leg oppe på taget, og så blev der ringet til lektielæsning, der foregik samlet for alle klas­ setrin i den meget store tegneklasse. Det var frivilligt for de børn, der boede hjemme, om de ville læse lektier på skolen, hvor de kunne få hjælp af frk. Samuelsen, som altid var til stede ved læsningen. Jeg, der elskede min skole, blev der næsten altid og læste mine lektier dér. Lærerinderne var for det meste ældre ugifte døtre af det bedre borgerskab. De var meget venlige, og de viste os ikke særlige hensyn som nogle »stakler«, men behandlede os som fuldstændig normale børn uden pylren. Min første lærerinde hed frk. Laura Korch, hun var søster til den berømte forfatter Morten Korch. Hun havde en lille sort puddel, som hed Jeppe, og den medbrag­ te hun hver dag på skolen, hvor den havde sin faste plads under 158