HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Tove Stæhr

var et meget stort projekt. Som regel var det tøj fra fire uger, og da vi jo var fem, blev det til en anselig mængde tøj, der skulle be­ handles med omhu. Når selve kogevasken var overstået, så skulle der skylles i mange hold vand i badekarret, og det var koldt vand! I sidste hold vand kom en pose blånelse, som fik tøjet til at se hvidt ud. Derefter skulle tøjet gennem vridemaskinen, som blev drevet ved håndkraft. Og sluttelig skulle der trækkes lange tøjsnore i gården ude i baghaven, så tøjet kunne tørre i fri luft. Det var en fryd at gå ud og gemme ansigtet i de store duge og lagner og mærke den rene duft. Når duge og sengelinned var næsten tørt, skulle det lægges sammen til rulning. Det var mor­ somt at være med til at trække de lange duge, lagner og dynebet­ ræk i facon, inden de blev bragt op til rullekonen i Hillerødhus. Næste dag var det strygedag, og den var lang, for alt blev strøget, og det blev det med jern, som blev varmet på gassen. Der var altid mindst to jern igang - ét under opvarmning og ét i brug. Jeg gad vide, om vi egentlig skønnede nok på det kæmpearbej­ de, mor havde udført, når vi kunne lægge hver sit tøj i kommo­ derne og sluttelig, efter det store bad, gik i helt friske, duftende senge. Badet stillede igen krav til far som fyrmester, for vandet til de fem bade skulle jo også varmes i gruekedlen, og badekarret var stort, så det var længe, der skulle holdes gang i ilden. Nu, hvor jeg skriver om at fyre, kommer jeg i tanker om tænd­ stikkerne - vi brugte Tordenskjold, men naboen, (hvis ostemad var det bedste på denne jord!) hun brugte Lysglimt. Den æske be­ tog mig meget, fordi der stod et digt på den. Jeg lærte digtet udenad, så snart jeg kunne læse:

Lysglimt er Navnet på disse Stikker. Bruger du Lysglimt, på ét er du sikker: Lysglimt du bringer i mangt et Hjem og lokker Lysglimt i Øjet frem.

Når så den lange, trættende dag var forbi, var det endnu mere hyggeligt end til hverdag at høre far læse godnathistorie. Det var meget ofte Dickens, vi blev »forlystet« med. Jeg husker tydeligt - skønt jeg vel kun var 6-7 år - hvor jeg græd over Oliver Twist. Men det med at græde, tror jeg, at både min tre år ældre søster og 142