HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Else Haagensen

Vi på KTK's kontor havde brune kitler på. Jeg havde en fornemmel­ se af, at vi ikke blev regnet for at være så fine som de øvrige damer, der sad på kontoret ud mod gaden. Deres arbejde var noget med at skrive på maskine eller skrive i nogle store bøger. De var alle meget søde imod mig, og jeg blev kaldt »den lille«, men de har sikkert også moret sig over mig og min barnlige opførsel, jeg var kun 14 år. Selvom jeg ikke havde brug for det i mit arbejde, gik jeg den første vinter på kommunens aftenskole, hvor jeg lærte at skrive på maskine. Jeg har jo nok gået med et ønske om at komme lidt videre, selv om jeg lærte meget i de 2 år, jeg var der. Min lære­ mester frøken Hansen havde jeg kontakt med i over 40 år deref­ ter, indtil hendes død som 90-årig. Jeg fik lært at bestille noget, man skulle være rap med sit arbejde, og orden og præcision var vigtige ting. Jeg havde mit eget ansvarsområde i forsyningen til kioskerne. Alligevel blev jeg fristet efter at have talt med en skolekamme­ rat, der var blevet ansat på kontoret i Dansk Spareselskab. Hun skrev på maskine, og det var sådan mere rigtigt kontorarbejde mente jeg, og maskinskrivningen skulle jo også helst bruges for at holde det vedlige. Jeg søgte en stilling der og fik den, hvorpå jeg sagde op hos KTK. Firmaet lå i et hus med kontorer i flere etager på Nørrevold. I kælderen sad urmagerne. Kunden fik et ur, som blev holdt i gang ved, at man en gang om ugen lagde f.eks. 1 kr. i. Efter et kvartal kom en inkassator og tømte uret. Det hændte, at en kunde efter nogle år ville opsige aftalen og have sine penge til­ bage. Men for det første var der en lang opsigelsesfrist, og insiste­ rede man på at få pengene med det samme, skete det med et fra­ drag af nogle procenter. Mit arbejde var at tage mig af udbetalin­ gerne, og jeg husker, hvor ofte folk blev meget vrede over, hvor lidt de fik igen. Så fik de et langt brev, hvori man fortalte, at de jo havde været livsforsikret, medens policen kørte. Hele foretagen­ det var baseret på helt unge piger. Jeg startede med at få 60 kr. om måneden, og man steg 10 kr. om året. En enkelt moden dame på en ledende post havde efter 10 års ansættelse 150 kr. om måne­ den, og det syntes jeg var temmeligt udsigtsløst, så jeg blev der kun i et halvt år. Nu var min lillebror blevet 7 år, og min Far var taget med ham 132