HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Else Haagensen

Når jeg gik i byen og købte ind, skulle jeg bagefter aflægge regn­ skab. Havde jeg fået for lidt igen, blev jeg omgående sendt tilba­ ge for at få de manglende penge, selvom det kun drejede sig om få ører. Der var ingen vej udenom, jeg kunne ikke blive fri. Alt vores linned - dynebetræk, lagener, hovedpudebetræk og hånd­ klæder - var syet af brugte melsække, som Far fik på rugbrødsfa­ brikken. Men om søndagen var vi altid fine i tøjet, og jeg havde flotte sløjfer i fletningerne. Jeg tror, at Mor frydede sig, når jeg sad og var præsentabel og ikke måtte røre mig. Jeg ville egentlig gerne have været spejder, men det var ikke noget for en pige, mente Mor. 15. klasse kunne man komme til optagelsesprøve, hvis man ville gå videre i mellemskole. Mine forældre havde kun dårlige minder fra deres skoletid, så de mente ikke, at jeg behøvede at gå længere end højst nødvendigt i skole. Selv havde jeg ingen mening om, hvad jeg ville, og var måske også lidt bange for at lide nederlag. Måske har mine forældre også tænkt, at jeg som pige ville blive gift, og så var der ingen grund til mere skolegang. Jeg ved det ikke, men sådan tænkte man vel i arbejderfamilier dengang. I Baunevang boede vi lige ovenover brugsens viktualiebutik. Den havde anskaffet sig en frigidaire, og når den med mellem­ rum satte motoren igang, larmede den temmeligt meget, så det gik ud over Fars nattesøvn. Derfor flyttede vi endnu en gang. Det blev til en næsten tilsvarende lejlighed i samme boligkompleks i Ellevangen. Men her lå stuen mod nord, så der aldrig kom en sol­ stråle, til gengæld lå køkkenet og soveværelset mod syd. Med et sydvendt spisekammer og selvfølgelig uden køleskab så jeg, hvordan Mor dagligt stod og snusede til maden, om den havde fået »en tanke«. Da jeg gik i 7. klasse, begyndte talen at dreje sig om, hvad jeg skulle lave, når jeg gik ud af skolen. Det endte gerne med, at jeg satte mig til at tude, for jeg anede ikke, hvad jeg ville. På dage, hvor jeg var blevet uvenner med Mor, sagde hun altid, at hvis jeg ikke var ordentlig, kunne jeg komme ud og tjene. At det ikke var noget man skulle ønske sig, var jeg klar over, når det skulle være en straf. I Heimdalsgade, hvor Far arbejdede, lå Engelsk-Dansk

126