HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Et sendebud fra Tranquebar

hvis private interesse bestemmer kandidatens duelighed«.32 Schmidt var bogholder ved guvernementet og praktiserede desu­ den som prokurator, i hvilken egenskab han havde pådraget sig Ankers mishag ved at bistå inderen Supremanni Setti i en gam­ mel sag som havde brod mod Anker og for øvrigt endte for den danske Højesteret. Under denne sag fik Schmidt i Tranquebar en rettergangsbøde på to gange 24 rdl. for uheldig opførsel. Efter Ankers mening havde Schmidt en god forstand men en slet opdragelse og et ondt hjerte. »Han giftede sig som underoffi­ cer med et sort fruentimmer af den klasse, man her kalder paria­ er, der er blandt indianerne anset med foragt, og eftersom hans attrå er at blive medlem af guvernementet, qua justitiarius, så vil Deres excellence (Schimmelmann) selv indse, at guvernementets anseelse blandt de sorte indbyggere ville derved underkastes rin­ geagtelse, da hans slægtskab er temmelig udstrakt i den foragte­ de klasse, der forsyner garnisonen med pibere og tamburer«.33 I 1798 blev Schmidt under ophold i København udnævnt til justiti­ arius og 4. medlem af guvernementet.34 Udnævnelsen forbedrede ikke forholdet mellem ham og guvernøren; Anker fandt at den som han frygtede havde skadet guvernementets anseelse blandt de indfødte. Dertil kom at Schmidt hørte til Lichtensteins jacobin- ske bande og engagerede sig i Lichtensteins handelsspekulatio­ ner. Alle de her gengivne oplysninger om Schmidt stammer fra Ankers hånd, og det kan ikke udelukkes at Schmidt også har haft sine gode sider. Schmidt tog sin afsked i 1803 og døde samme år. De eneste helt loyale landsmænd i guvernørens øjne var vistnok major Mathias Miihldorff, der var chef for garnisonen og blev 3. medlem af guvernementet efter Colbjørnsens fratræden, og kap­ tajn Otto Christian Stricker. Det ser altså ud til at Anker har kunnet bedst med de militære, måske fordi de var oplært til at anse en chef for en chef. Blandt de indfødte blev Anker og Miihldorff be­ tragtet som faste allierede. Oppe i logen Frederiksnagor (Serampore) i Bengalen sad som chef med rang af oberst Ole Bie, koloniens ældste medarbejder. Ham behøvede guvernøren ikke at have daglige konflikter med, men han blev lejlighedsvis noteret blandt de mindre venligtsinde­ de. I 1797 kom der en voldsom protest fra Bie fordi guvernøren havde konstitueret sekretær Peter Hermanson som chef i Frede- 59