HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Knud Waaben

mange år været konsul i England. Det måtte derfor slå gnister da guvernøren blev opmærksom på Lichtensteins stadig grovere fra- ternisering med franskmændene. Han udnyttede til egen fordel de handelsmuligheder som især var knyttet til den franske koloni Isle de France, hvis isolation under krigen gav neutrale mellem- mænd et virkefelt. Hertil kom egentlige embedsmisbrug fra Lich­ tensteins side i form af en udstrakt praksis med udstedelse af søpas der i deres indhold var ureelle og vildledende. Guvernørens mening om Lichtenstein gav sig i den sidste halv­ del af 1790'erne mange udslag i indberetninger og private breve. Anker havde med bekymring set »franske vagabonder« og »ryg­ gesløse republikanere« invadere Tranquebar, hvor han antog at de nød Lichtensteins protektion. Anker skrev om Lichtensteins politiske upålidelighed, »hans frække frihedsprincipper og of­ fentlig erklærede hengivenhed for de franskes uafhængigheds­ grundsætninger«, og han refererede (i kode) en dristig udtalelse af Lichtenstein til Anker selv: At der om få år ikke ville være no­ gen konge i Danmark. Det kan være lidt uklart hvad det var for franskmænd der kom til Tranquebar og hvor mange der har været af dem. De har næppe alle været politiske agenter; flertallet er vel rejst fra områder der blev besat af englænderne. I oktober 1796 skrev faktoriet til Asiatisk Kompagni at faktor Lindams hus ikke havde kunnet sælges fordelagtigt på auktion, men måske kunne der opnås et bedre bud fra en fransk familie blandt dem der ventedes fra Isle de France.24 Lichtenstein var efter Ankers mening besluttet på at opnå den guvernørpost som Colbjørnsen havde gjort sig uværdig til, en post som for Anker selv »ved idelige kabaler og chikaner er for­ vandlet til en daglig tortur«.25 Når Anker som begrundelse for at afgøre Tambu Settis og Maturaja Pulleys sag på egen hånd hæv­ dede at det var »en forsigtighed, som de med forbrydelsen forknyttede liaisons udfordrede«, da mente han uden tvivl at Col­ bjørnsen og Lichtenstein ikke var til at stole på. Carsten Anker skrev i 1800 til sin broder at J.E. og Christian Colbjørnsen betrag­ tede Lichtenstein som årsag til sønnens og nevøens ulykke. En side af konflikten kom for et københavnsk forum i 1797-98. Guvernøren klagede til Danske Kancelli over at nogle for ham selv fornærmelige publikationer, udgivet af fuldmægtig Korne- 56