HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Knud Waaben

lange rejse havde bragt ham. Vel havde han ikke uden videre fået guvernør Anker sat fra styret. Men man havde hørt på hvad han havde at sige, og rigets monark havde - uanset hvad der blev hvisket i byen om hans kongelige forstand - vist uforlignelig statsklogskab ved at anordne en undersøgelse i Tranquebar. Til medlemmer af kommissionen var udpeget regeringsråd Frantz Theodor Lichtenstein, kaptajn ved det tranquebarske infante­ rikompagni Otto Christian Stricker, prokurator og bogholder Jacob Luxdorff Schmidt samt missionærerne John og Rottler.17 En frem­ trædende embedsmand i Tranquebar, major M. Miihldorff, måtte forbigås fordi han selv var nævnt i klagerne. Kommissionen skul­ le kunne foretage afhøringer, dog skulle der fra Peter Anker og fra guvernementets øvrige medlemmer indhentes skriftlige er­ klæringer. Arbejdet ønskedes afsluttet senest tre måneder efter kommissoriets modtagelse. I midten af september 1796 holdt undersøgelseskommissionen sit første møde på fæstningen Dansborg, og i november var man færdig med sagen.18 Kommissionsprotokollen fylder 63 sider. Heraf er halvdelen referat af de mange afhøringer, resten en gen­ givelse af kommissionens korrespondance. De fem medlemmer formulerede ikke nogen fælles konklusion, men valgte at lade protokollen tale for sig selv. Før akternes afsendelse fra Tranque­ bar blev der dog affattet nogle individuelle erklæringer. Afhøringerne efterlod ingen tvivl om at Tambu Setti og Matura- ja Pulley i september 1794 havde været genstand for fængsling og offentlig afstraffelse med henholdsvis 50 og 25 rottingslag. I en skriftlig erklæring bekræftede guvernør Anker at både arrestation og afstraffelse var sket efter hans ordre. Grunden var at de tiltalte »var i begreb med at udføre en hemmelig plan sigtende til at for­ styrre den offentlige fred og rolighed«. Mod Strickers stemme valgte kommissionen at spørge det samlede guvernement - og ik­ ke Anker personlig - om sagen var blevet behandlet i rådet. I pro­ tokollen hedder det om flertallets synspunkt: »at hr. generalmajor Ankers myndighed var så udstrakt ved guvernementets instruks, kunne ingen af kommissærerne som (stående) uden for guverne- mentet (except mig, Lichtenstein, som ved det modsatte) være vi­ dende om, da guvernementets instruks ej er publik«. Major Miihldorff mente at både arrestation og afstraffelse havde været 50