HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Kitud Waaben

Sennapa gik straks i aktion. Han fik omgående foretræde for kron­ prins Frederik , til hvem han også på opfordring sendte et skriftligt andragende af 29. juli, indledt i tilbørligt underdanige vendinger: »Rygtet om det danske kongehus' så overordentlig udmærkede kærlighed til dets undersåtter af alle klasser og alle nationer, som er udbredt over alle verdens dele, har bestemt mig i det fjerne In­ dien til at vove liv og frihed, samt en sørejse af mange hundrede mile, for at kunne fremføre for Deres kongelige højhed de det danske scepter undergivne indianeres formentlig billige klager«.2 Dette første dokument blev oversendt til Det Kgl. General Land- Oeconomie- og Commercekollegium. Her tilsagde man Sennapa til et formiddagsmøde »i collegii forsamling«. Flere mø­ der fulgte; man hørte tålmodigt på hvad den bizarre gæst havde at fremføre og opfordrede ham til at søge oplysninger fra folk med kendskab til forholdene i Tranquebar.3 Da Kommercekollegiet i november mente sig i stand til at sam­ menfatte Sennapas klager, var det navnlig følgende påstande der tildrog sig opmærksomhed.4 Guvernør Anker havde med bistand af sin »dubash« Piragasam Pulley fordret penge af de indfødte »ved alle mulige i handel og købmandskab forekommende lejlig­ heder«. Da kasternes overhoveder var i færd med at udfærdige en klage til kongen, kom Anker under vejr med planen og lod to af inderne, Maturaja Pulley og Tambu Setti , kaste i fængsel. Sagens dokumenter havde været forvaret i Sennapas kiste, og denne ki­ ste med indhold var blevet fjernet af Piragasam Pulley, medens Sennapa selv måtte skjule sig. Ved overtalelse og trusler søgte Anker først at bevæge de to fængslede til at erklære at hans em­ bedsforhold havde været upåklagelige; derefter besluttede han at »nu skulle de sorte hunde straffes«, og det skete ved en offentlig korporlig revselse. Kasterne skulle da have besluttet at sende Sen­ napa til Danmark for at udvirke undersøgelse af sagen og sus­ pension af Anker. Det var småt med beviser for de påståede overgreb, men Senna­ pa var dog i stand til at aflevere to papirer. Det ene var et brev underskrevet af ni personer, af hvilke de fleste betegnede sig som formænd for indbyggerne i Tranquebar og de dertil hørende di­ strikter. Blandt underskriverne var de påståede overgrebs ofre, anført som henholdsvis første og anden formand for indbygger- 44