HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Brødremenigheden i København

for ægtemanden, den kommende Christian VI, da de som kron­ prinspar var undervejs til et ophold i Halle. Egentlig var Zinzendorf tiltænkt en embedsmandskarriere ved kurfyrstehoffet i Dresden, men inspireret af de pietistiske tanker havde han ladet en gruppe flygtninge fra den oprindelige Brødre­ menighed i det tjekkiske Bøhmen og Mæhren8 slå sig ned på god­ set Berthelsdorf i Sachsen, hvor de anlagde en menighedsby og gav den navnet Herrnhut.9 Efter en række stridigheder menighe­ dens medlemmer imellem var de i 1727 blevet forenet af grev Zinzendorf, der dermed satte sig i spidsen for den herrnhutiske Brødremenighed. Om denne udvikling havde udsendinge fra Herrnhut aflagt beretning på Vemmetofte allerede inden mødet i Gera.10 Kronprinsparret og andre ved det danske hof så med velvilje på en adelsmand, som viede sit liv til at bekæmpe det skørlevned, der prægede de herskende kredse, som støttede reformer og var villig til gennem det kristne ord at bringe beskyttelse til de indfød­ te og slaverne i kolonierne, et ansvar der hørte under monarkerne. Dette medførte, at grev Zinzendorf i sommeren 1731 kom til København for at deltage i højtidelighederne, da Christian VI og Sophie Magdalene officielt indsattes på tronen. Han opholdt sig i halvanden måned i hovedstaden, forhandlede om at Brødreme­ nigheden skulle varetage missionsarbejdet i de danske kolonier, ligesom han med regentparret lagde planer om en uddannelses­ institution i Slesvig. Ikke mindre vigtigt for dem var det, at væk­ kelsen fortsatte i den danske hovedstad. Zinzendorf var overbevist om, at den indsigt, han havde nået, kunne tilskrives inspiration fra stærke kvinder i hans baggrund,11 hvilket han så som bevis på kvinders særlige egnethed i vækkel­ sesarbejdet. Omsat i teologi var hans forklaring på den hellige treenighed, at Helligånden bør betragtes som kristendommens kvindelige element. Efter personligt at have lært en række af de vakte i hovedstaden at kende fandt Zinzendorf, da han havde ført drøftelser herom ved hoffet, at den største kreds til at formidle Brødremenighe­ dens tanker i København ville kunne samles omkring Marie Wulf og Enevold Ewald.12 Marie Wulf indvilgede derfor på opfordring 25