HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Martin Dyrbye

at vise dets eksistensberettigelse. I samme år fortsatte Køben­ havns Kommune med en række tilbud i sommerhalvåret, der hid­ til havde været gratis for borgerne og byens turister. Samtidig måtte kommunen justere og forny de økonomiske retningslinjer i kulturpolitikken. Borgmester Bent Nebelong indstillede således i marts 1980 til Borgerrepræsentationen, at sommerunderholdnin­ gen skulle yde et økonomisk bidrag til dækning af udgifterne. Der skulle således for første gang i ni år tilgå kommunen ind­ tægter »...ved opkrævning af entré til dertil egnede af Køben­ havns kommunes sommerunderholdningsarrangementer«. Det var således »...tanken, at der i forbindelse med den planlagte fri- luftsforestilling på Bellahøj i juli tages en entré på 10 kr. pro per­ sona«, samt ved koncerter i Bymuseet og de teaterforestillinger og koncerter, som arrangeredes i Nikolaj kirke. Det blev endvide­ re fremhævet, at forslaget måtte ses i sammenhæng med »...de krav, der samtidig stilles vedrørende teatre og underholdning«. Dog formodede magistraten, at betalingsprincippet næppe ville »...afholde publikum fra at tage imod tilbuddet«, og det tilføjedes: »Det skal i denne forbindelse også nævnes, at såvidt vi­ des er København det eneste sted i landet, hvor man hidtil har kunnet gå til store friluftsforestillinger gratis. Såvel ved H.C. Andersen spillene i Odense, Vikingespil- lene i Frederikssund og ved friluftsspillene på Nyborg Vold har betalingsprincippet altid været en selvfølge«. Det er korrekt, at Københavns Kommunes lejlighedsvise frilufts- forestillinger - som i øvrigt kun blev opført en eller to aftener på byens stationære friluftsteater - hidtil havde været gratis for bor­ gerne, men sammenligningen med visse af provinsens friluftsfo- restillinger svarede ikke til virkeligheden. Ved de ovenfor nævnte friluftsteatres virksomhed blev der opkrævet entré, men ingen af teatrene blev drevet af de respektive kommuner alene. Som det var tilfældet førhen på Bellahøj skete friluftsforestillingerne i Ny­ borg, Odense og Frederikssund på initiativ af private foreninger eller en kreds af private borgere, som viste interesse og lagde be­ tydelige kræfter i at give den enkelte by en kulturattraktion, som endog kunne tiltrække turister til de lokale områder. 158