HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

Blandt blomster, dyr og prinser Gadenavne i 1600-tallets København A f Bjørn Westerbeek Dahl

I begyndelsen af 1600-tallet optræder for første gang i Danmark den praktiske skik at lade gader i et bestemt kvarter opkalde efter beslægtede emner. Gadenavngivning er - for så vidt der ikke er tale om nye navne til gamle gader - tæt forbundet med myndig­ hedernes interesse og muligheder for byplanlægning i større stil, og det er derfor ikke overraskende, at det netop er under den byggeglade Christian den 4., at vi for første gang støder på en gruppevis navngivning af gader i København. Allerede ved kongens første store arbejde i byen, anlægget af Christianshavn, benyttedes en karakteristisk gruppedannelse i navngivningen: De tre store øst-vestgående gadeforløb kaldtes for Kongensgade (nu Wildersgade), Dronningensgade og Prinsensga­ de (nu Prinsessegade) og to tværgader opkaldtes efter dronningen (Set. Annægade) og enkedronningen, kongens mor (Set. Sophie- gade). Det er den ældst påviselige praksis med gruppenavne i Danmark, og den blev snart fulgt af flere: Mellem 1614 og 1620 udstykkede kongen sin gamle have på Bremerholm. Her bygge­ des godt 100 boliger til »Holmens faste stok«, der jo havde sit daglige arbejde på Gammelholm lige i nabolaget. Af de fire gader, som her blev udstukket og bebygget, kom dog kun to til at danne deres egen lille gruppe: Skippergade og Højbåds­ mandsstræde. To ældre navne i kvarteret, Riddergade (nuværende Holmens Kanal) og Adelgade (Boldhusgade) kunne antyde en tidli­ gere gruppedannelse i kvarteret, men oplysninger om disse navnes oprindelse og brug er for få, til at det kan afgøres med sikkerhed.1 Nyboder Skipperboderne, som kvarteret i kongens gamle have hurtigt kom til at hedde, fik allerede i 1630erne sine afløsere i Kongens Nye Boder i den nye bydel øst for middelalderbyen, hvormed kongen fik udvidet sin hovedstad i slutningen af 1620rne. I 1629 blev en