HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

Erindringerfra Amager

det ene hjørne var der en bagerforretning, og på det andet hjørne var forretningslokaler til salg. Disse købte mine forældre og ind­ rettede en grøntforretning. Der hørte en 2-værelses lejlighed med. Vi sagde farvel til de nu arbejdsløse Cato og Eckblad og flyttede hen på hjørnet af Rønne Allé. Hver morgen tog min mor sporvog­ nen til Grønttorvet og købte friske grøntsager, og så hjem med de store sække i sporvognen. Hun slæbte dem fra hjørnet af Tingvej og hen til vores forretning. Imens passede jeg lillebror Anker og forretningen. Jeg var ble­ vet en stor pige på 11 år og derfor, mente mor, moden til dette ansvar og forretningslivets mysterier. Til alt held begyndte min skole først kl. 10, og min mor kom kl. 9.45, så der var god tid til at snakke. I denne periode gik det op og ned med fortjenesten - ten­ densen var dog mest nedadgående. Efter 1 år måtte forretningse­ ventyret ende. Min mor kunne ganske enkelt ikke holde til mere. Hendes ben var blevet dårlige. Derfor kneb det med at gå med de store sække. Forretningen måtte sælges. Der blev alligevel et beskedent overskud efter afhændelsen af forretningen. Vi begyndte så at lede efter en ny lejlighed, men boligmanglen var stor. Derfor måtte vi flytte ned i Woltersgade nr. 3 hos mine bed­ steforældre i deres 2 værelses lejlighed. Jeg var atter tilbage ved min barndomsgade, Holmbladsgade. Smalle tider i Woltersgade Jeg forstår og forstod ikke, hvordan 3-4 år kunne forandre så meget. Fra en sorgløs tid i pensionatet i Holmbladsgade og til dette tidspunkt. Vi var 6 mennesker i den lille lejlighed. Min bedstefar var syg og gik med krykker. Min bedstemor var også syg, og derfor passede det dem godt, at de kunne blive passet og plejet. Det var jo desværre til dels på bekostning af mine foræl­ dre. Vi fik os dog indrettet med vores senge, idet alle andre møb­ ler kom på familiens pulterkamre, men forandringen var stor. Det, vi havde sagt farvel til, petroleumslamper, retirader osv., blev atter hverdag. Tiden blev skruet tilbage. Da mine bedsteforældre ikke kunne forlade lejligheden, var der indrettet et lille »das« til dem i køkkenet, og det blev mit arbejde at tømme spanden 3 gange om ugen. Jeg var frygtelig flov over at skulle gå ned med spanden, og ventede derfor til det var mørkt,

209