HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

Et ukendt kapitel a f den københavnske privilegiesag 1660-61

for byens indsats under belejringen! Selv om privilegierne ikke længere skildres som en opfyldelse af et løfte fra krigens tid, er fortalen fra privilegierne af 24. marts 1659 nemlig stort set bibe­ holdt. Hvad der gælder for fortalen, gælder også for privilegier­ nes øvrige tekst. I videst muligt omfang er den oprindelige ord­ lyd bibeholdt. Selvfølgelig borfaldt dog de mere konkrete udtryk for politisk indflydelse, særligt i forbindelse med stændermøder (gamle privilegier § 2 og 4). En vis yderligere omredigering har interesse i denne sammen­ hæng. Den flittige brug af ordet »residensstad« understreger sta­ dens nære forhold til monarken og knytter ideologiske bånd med henblik på fremtiden. Som led i denne »københavnerpolitik« er der også byttet om på de første paragraffer. På førstepladsen står nu, »At Kiøbenhaffn skal wehre och bliffue en kongelig residentz och frie rigs stad etc« Først på tredjepladsen står den paragraf, som i privilegierne af 24. marts 1659 stod på førstepladsen: Københavns lukrative ret til at være stabelstad. Selv om de nye privilegier selvfølgelig afskaffede retten til at bevilge skatter, og selv om en ligestilling med adelen med hensyn til skatter og afgifter på det tidspunkt var blevet et aldeles hult privilegium, så rummede privilegierne alligevel kontante fordele. Ikke alene bibeholdtes retten til at være stabelstad, selvom det aldrig rigtig blev til noget,19 men byens borgere fik også ret til at eje frit (dvs. adeligt) jordegods, og byen fik tillagt Roskilde len til afholdelse af bystyrets udgifter. Tildelingen af et nyt, »forbedret« byvåben sætter ligesom prik­ ken over i'et: København skulle stryges med hårene statusmæs­ sigt og materielt. Det reelle tab af politiske rettigheder blev sløret ved en passus om, at Købnhavn »naar wii got befinder, stenderne at sammenkalde, de da at deliberere och deris stemme med de andre giffue, om huis [dvs. hvad] os til beste komme kand«. At et evt. stændermøde overhovedet blev nævnt, må ses som en indrømmelse til den københavnske opinion, for hvem rigsstads­ værdigheden ellers ville have været åbenlys hul. Et blik på de andre stænderprivilegier viser, at København fik både i pose og i sæk. Adelstanden tabte stort set hele sin politiske magt og den væsentligste del af sin økonomiske forrangsstilling. Gejstligheden fik visse begrænsede økonomiske fordele, og køb-

119