HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Frigivet til ægteskab? tet i Helsingør havde levet af at processe for andre - om han var blevet mulkteret for dette. På baggrund af akterne i sagen kan jeg godt forstå, hvis Inger Margrethe havde lidt svært ved at finde ud af, hvad Hans Hansen Holm egentlig levede af. Det havde de også i de lokale retsinstanser. Hans gode skriftlige formuleringsevne kan både forklare, at han konciperer Inger Margrethes benåd­ ningsansøgning, og at han overhovedet befinder sig på fri fod i slutningen af 1789. Tilbage er så at besvare spørgsmålet om Inger Margrethe blev gift med Hans Hansen Holm. Lad mig vente med at besvare dette spørgsmål, til vi har set lidt nærmere på forhol­ dene i tugthuset i de år, hvor Inger Margrethe var fængslet. I en såkaldt »Mandtalsbog« over Børne- og Rasphusets kvinde­ lige fanger noteredes de forbrydelser, som kvinderne havde be­ gået, og tidspunktet for deres frigivelse. Ofte står også en lille no­ tits om bemærkelsesværdige forhold i forbindelse med frigivelsen. Mandtalsbogen kan give et glimt af Inger Margrethes medsøstre og dermed af hendes miljø i tugthuset. I det år Inger Margrethe afventede sin skæbne i arresthuset i Nykøbing Sjælland, altså 1787, indkom der 5 kvinder til tugthu­ set, eller Børne- og Rasphuset, som det endnu hed. De var alle ble­ vet dømt for tyveri - og de have alle en dom på livstids straffe- arbejde og kunne altså se hen til at tilbringe resten af deres tid i Børne- og Rasphuset på Christianshavn. En dom på livstids straffearbejde for tyveri forekommer en nutidig betragter nær­ mest absurd, men den gammeltestamentlige retsopfattelse var endnu, i hvert tilfælde på papiret, den gældende. Som nævnt var det kun kongen, der kunne mildne de hårde domme - og det gjorde han. Kun en af kvinderne sad i tugthuset den dag, Inger Margrethe forlod stedet i februar 1790. En var død og de tre an ­ dre var for længst blevet sat på fri fod, efter ca. 2 års straffearbej­ de. Den femte, som ikke fik formildet sin dom, havde begået det groveste tyveri: hun havde stjålet en ko på marken. For dette fand­ tes åbenbart ingen formildende omstændigheder! Den 30-årige Marie Olsdatter var indstillet til benådning ved kgl. resolution af 18. oktober 1791, men ansøgningen blev afslået på grund af sa­ gens »grove karakter«. Selv om Marie Olsdatter skulle leve resten af sit liv i fængslet uden mulighed for påny at gå på tyvetogt efter køer, så var hun for en sikkerheds skyld blevet både brændemær -

85