HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Ingrid Markussen

På grund af domsmændenes forslag om en mild dom, var jeg usikker på, om Inger Margrethes anden graviditet var nødvendig for at redde hendes liv. Det viste sig, at mit første indtryk af fæng­ selsinspektør Curtz's brev ikke holdt stik. Inger Margrethe ville under alle omstændigheder have reddet livet med dommernes an­ befaling i ryggen. Divergensen mellem dom og votering er imid­ lertid påfaldende. Ved læsning af samtidig litteratur kan jeg kon­ statere, at forholdet var generelt og at en samtidig iagttager havde undret sig over dette forhold på samme måde, som jeg gjorde det. Den samtidige iagttager var en englænder, der i 1781 var på besøg i Danmark for at studere fængselsvæsen, William Coxe. I sin senere beretning skriver han, at både i Sverige og Danmark blev barnemord efter fødsel i dølgsmål straffet med døden - men bl.a. de 60 kvinder, han den gang fandt siddende i tugthuset for denne forbrydelse, tydede på, at dødsstraffen ikke blev gennem­ ført. 10 Han indrømmer, at det er et problem, at han ikke forstår landets sprog og ikke kender landets traditioner. Her står vi lidt i den samme situation, William Coxe og jeg. Jeg forstår ganske vist landets sprog, men har ingen at spørge, da alle involverede parter er døde for snart 2 0 0 år siden. Jeg kan som Coxe blot kon­ statere, at ikke bare Inger Margrethe, men også andre kvinder i samtiden fik den samme behandling. Af fængselsprotokollerne kan jeg se mønsteret: først landstingsdom og siden højesterets­ dom, der begge lyder på halshugning - derefter en kongelig for­ mildelsesdom til livstids straffearbejde i tugthus, og sluttelig en kongelig benådning et eller to år senere. Men vidste Inger Margrethe og andre kvinder, at dødsstraffen var blevet en afskrækkelsesstraf, der kun gjaldt på papiret - forud­ sat at der var formildende omstændigheder - og at kvinderne kunne forvente at være frie igen efter en tid, hvis de opførte sig ordentlig under tugthustiden? Jeg tvivler på det. En øjenvidne­ skildring fra selvsamme år, som Inger Margrethe blev indsat i tugthuset, omtaler en kvinde, der afventede sin henrettelse. Denne iagttager er en sydamerikaner ved navn Francisko de M iranda.101 stadsfængslet - altså arresthuset i København - bemærkede han under et studiebesøg en ung norsk kvinde, der græd meget. Han fik at vide, at hun var blevet dømt af Højesteret til halshugning for samme forbrydelse som Inger Margrethe. Han blev grebet af

82