HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Frigivet til ægteskab? hende, aflagde skriftligt vidnesbyrd om, at hun var meget undsee­ lig og enfoldig, og at dette talte til hendes forsvar. Forsvareren fremholdt endvidere, at Inger Margrethe aldrig tidligere havde været i karambolage med retten, og hun havde vitterlig ønsket at tage hjem til sin moder for at føde barnet, men var blevet over­ rasket af fødslen. Hjemstedsretten fandt derfor den 7. juli 1787, at Inger Margrethe skulle dømmes til nogle års tugthusarbejde. Herefter sad Inger Margrethe igen i arresthuset og afventede rettens næste skridt - landstingdommen. Den kom den 5. decem­ ber samme år og var som tidligere nævnt hård - henrettelse efter Danske Lov 6 - 6 - 8 . Dommen blev appelleret til Højesteret, der den 25. maj stadfæstede den. I sommeren 1788 så det altså sort ud for Inger Margrethe. En kongelig formildelsesdom omstødte imid­ lertid højesteretsdommen den 13. august, og den 28. august faldt tugthusets porte i bag hende - efter formildelsesdommens udsagn for livstid. Den 28. november samme år fødte hun et drengebarn, der blev døbt Søren. Herefter blev Inger Margrethe overflyttet til tugthusets afdeling for »Qvindfolk med Børn«. Desværre fik hun ikke lov til at beholde Søren. Jeg kan forstå af fangeprotokollernes lakoniske oplysninger, at hendes lille dreng var sygelig hele for­ året 1789, og den 25. juni 1789 døde Søren. Inger Margrethe be­ holdt dog den status, hun havde haft som moder med barn. 7 må­ neder senere, den 16. februar, var hun fri igen efter en kongelig benådning af 12. februar. Først de afsagte domme. Det var overraskende at sammenligne dommene med domsakterne. Det viste sig, at både domsmændene i Landstinget og samtlige domsmænd i Højesteret afgav samstem­ mende erklæring om, at Inger Margrethe på grund af formilden­ de omstændigheder kun burde bøde for sin forbrydelse med nogle års tugthusarbejde. Højesteretsdommerne sagde endog, at hendes ord skulle stå lige så vel til troende som Peder Jensens, og et barn undfanget under ægteskabs løfte var en formildende omstændig­ hed. Men hun havde undladt at hente den hjælp, hun skulle have til sin fødsel, og var derfor skyld i fosterets død. Alligevel lød dom­ men i begge domfældelser på henrettelse. Hvad skyldes denne di­ vergens, og vidste Inger Margrethe noget om dommernes hold­ ninger?

81