HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Frigivet til ægteskab? 13. april 1787. Hun sov i det samme rum som sit husbondsfolk, »uden gemme«, som der står i akterne, og i mørket mærkede hus­ bondsfolket, at hun »gav sig«. De spurgte, hvad der var i vejen, og hun svarede, at hun havde menstruationssmerter. Til sidst mær­ kede de, at det onde, eller det, som havde klemt hende, havde slup­ pet, og hun blev rolig. Tidlig om morgenen opdagede madmode­ ren, at Inger Margrethes sengetøj var vådt og blodigt. Hun fik Inger Margrethe til at sætte sig på en stol, medens hun redte sen­ gen. Hun fortalte senere i retten, at hun spontant havde sagt, at der var kvinder som havde født ti børn uden at bløde så meget som Inger Margrethe. En nabokvinde kom ind og så også det »be­ sudlede« sengetøj og Inger Margrethes eget blodige tøj. Det var lørdag morgen - og egentlig skulle Inger Margrethe efter nogle op­ lysninger nu have begivet sig hjem til sin mor, men andre steder oplyses, at hun først om søndagen tog hjem til moderen, medbrin­ gende en taske - hvor hun havde gemt det døde spædbarn. Om mandagen fejede madmoderen gulvet i stuen og fandt da efterbyrden, der lå under Inger Margrethes seng. Hun blev cho­ keret, kaldte på sin mand og nabokvinden. Ole Jensen handlede resolut. Han hentede forvalteren på godset, som nu indtræder i billedet som øvrighedsperson. Sammen tog det lille selskab med hestevogn den tunge tur til Svinninge for at opsøge Inger Mar­ grethe. Efterbyrden havde de med, indsvøbt i et klæde. Hjemme hos Inger Margrethe gik de ind i huset, hvor de fandt hende senge­ liggende. Forvalteren spurgte ordret: »Hvor har du gjort af Bar­ net, som du har født?« Da Inger Margrethe benægtede at have født, sagde forvalteren, at han havde to kvinder med, der lette- ligen ville kunne bevise det modsatte. Herpå gav Inger Margrethe op og fortalte, at barnet befandt sig på kirkegården. De nedskrevne vidneudsagn fører læseren meget tæt på be­ givenhederne, og det er ikke vanskeligt at se situationen for sig. Både den fortvivlede kvinde, som sandsynligvis den foregående nat havde begivet sig ud på kirkegården og gravet sit døde barn ned, og den makabre scene, der nu udspillede sig efter afslørin­ gen i hjemmet. Forvalteren gav Inger Margrethe tid til at tage tøjet på. Stedfade­ ren hentede en spade, og sammen gik de mod kirkegården fulgt af hendes husbondsfolk og deres tjenestekarl, der havde kørt he­

79