HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Kærlighedens konsekvenser ment for at lempe på anonymitetsprincippet. Det centrale for stif­ telsen var, at anonymiteten stadig kunne opretholdes for de vel­ havende ugifte barselskvinder, da det var disse kvinder, der blev anset for at have det største behov for at skjule en uønsket gravi­ ditet og fødsel.21 Ane var en af stiftelsens mange barselskvinder, der ikke selv kunne forsørge sit barn. Da hun havde boet i København i 1 1/2 år, kunne hun få den 3-årige understøttelse til sit barn. Inden hun forlod fødselsstiftelsen måtte hun derfor overfor stiftelsens in­ spektør Bendz oplyse sit navn, fødested, hvorlænge hun havde op­ holdt sig i byen, om hun havde født før, hvor hun tog hen efter opholdet på stiftelsen, om hun selv ville tage sig af Johan Peter el­ ler finde en plejemoder til ham. Pd plejestiftelsen Ane blev ikke som Cathrine udskrevet direkte til sin bolig fra fød­ selsstiftelsen. Den 4. april overgik Johan Peter til plejestiftelsens ammestue, hvor Ane fulgte med som amme.22 Selvom der i 1824-resolutionen ikke blev stillet krav til barsels­ kvinderne om ammetjeneste, blev det stadig opfattet som de frit- liggendes og de lavestbetalendes pligt at overgå til ammestuen, hvis der var behov for det. Der skulle de amme og passe ikke alene deres eget barn, men også de børn, der var overladt til stif­ telsens forsorg og de børn, hvis mødre var syge eller døde. At gøre ammetjeneste havde i århundredets første årti været frygtet. Antallet af ammer var alt for få til de mange børn, til hvem der ikke kunne findes plejefamilier. Så en barselskvinde kunne have 2 - 3 børn at amme og pleje foruden sit eget barn. Det skete da også, at ammer lå de spæde børn ihjel. Da et par børn i begyndelsen af 1806 var blevet kvalt i en ammes seng, gav reservelæge ved plejestiftelsen, Paul Scheel, i malende vendinger udtryk for sit syn ikke alene på forholdene i ammestuerne, men også på ammerne. I et brev til direktionen foreslog han, at der blev taget skrappe forholdsregler i brug overfor de genstridige ammer. Han fortsatte således:

»Straffe i disse enkelte Tilfælde kan neppe forebygge dette Onde, dersom man ikke gaaer til Kilden: Ammernes Uvil-

67