HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Adda Hilden

Mol. Ur. Peder kasted Runer.

Brød hendes Snille frem trods Bolt og Spiger, svang hun sit Scepter ovor Nordens Riger,

M a n amrned liende op med Honningtale og lulied hende blidelig i Dvale. Man dobte hende Blomsten i Danas Urtegaard.

Kong Buxeløs var Navnet, der lød fra Fjendens Land. »Hvor tør en ussel Kvinde gebærdo sig som Mand?«

Med søde Blomsternavne endnu hun pyntet staar. :: Gamle Ord trøsted hende længe, Ord endnu Stuedoren stænge, — Ord endnu! ::

Lange A ar laa Kong Albrecht vaagen, fandt til sidst Lys i Kvinna-Frngen, — Lys til sidst!« ::

I Sagas Bog staar ej blot Konge-Navne, tidt Kvinde-Daad blev mer end Græs og Avne. H ver Gang hun letted Anker, holdt Fordoms Lænke fast,

Bag Ruden sad hun fjærnt fra Livets Færden, og førte stundom Veje ud i Verden,

hun var saa lidet hjulpen som Marskens Døtro to: hun kunde »Brød ej bage, ej løse egne Sko.« :|: Spandt saa Guld fromt som Kongens Tærne, Naadsens Brød aad hun altfor gjærne, — Naadsens B rod! ::

dog bærer det mod Strømmen med Fremtids Flag paa Mast.

:|: Vrede Ord rundt om Stævnen skumme, Stemmens Ret faar til sidst de stumme, — Stemm e-Ret! ::

H. 8.

... .

---------------------

Blandt Erna Juel-Hansens efterladte papirer er denne kampsang af Henriette Steen om kvindelig stemmeret. Den er et ret tidligt, dansk indlæg i den mangeårige strid og vi­ ser i sidste strofe hen til to værker af den norske kvindesagspioner, forfatterinden Camilla Collett. Sangen er dateret 11.november 1884, men anledningen kendes ikke. Det kgl. Bibliotek.

da var vinrester i dem. Birgitte Møller forstod, hvordan veninden kunne være så velorienteret om forhold på Rigsdagen, men også, at inspirationen til adskillige af Hørups initiativer kom fra Hen­ riette Steen. Hun giver i sin erindringsskitse en beskrivelse af to billeder i Henriette Steens stue: En litografi efter et maleri af den engelske dyremaler Edwin Landseer: En Kronhjort, der knejser med det ene forben på en sprællende hund. Titlen var Defiance, trods, og det var så måske Henriette Steens væsens kerne: trodsigt at ud-

48