HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Adda Hilden ren Holger Drachmann tilbage i Hørups og G. Brandes stald - til kredsen om Politiken. Som bekendt havde Drachmann i en del år, fra slutningen af 1870'erne og helt afgjort efter Aulestad-festen i 1882, været regnet som en frafalden fra oppositionens gode sag i dansk politik. Men trods deltagelse i denne fest, og skønt Hørup ofte stak ho­ vedet indenfor hos kusinen, anede Birgitte Møller intet om deres forhold, før hun en torsdag aften stod og låste sig ind på etagen ovenover og hørte klangen i Henriette Steens stemme, da hun sagde farvel til Hørup. »»Du kommer vel igen paa Torsdag«, sagde hun blot, men hvor var hendes Stemme ikke vidunderlig, var det virke­ lig hende, hvis Stemme jo ofte kunde være ret skarp - hvor lød den dog blød, mild og bønfaldende - ja det Tone­ fald, hvori disse faa simple Ord blev udtalt, sagde mig fuldt tydeligt, at Viggo Hørup var ikke blot hendes Fætter og Ungdomskammerat, han var den Mand hun elskede, elskede over alt i Verden og havde elsket i mange Aar«. Men i det lange samlivs mange tråde indgår også stærkere far­ ver: Henriette Steens temperament kunne flamme op. I adskillige breve forstår man, at hun har været vred ved sidste møde og først fundet sin gode stemning frem igen - netop ude på trappen! Hø­ rup giver en kostelig parodi på historien fra Det gamle Testamente om Lots hustru, der forvandledes til en saltstøtte. I hans version ender fru Lot med at krybe til korset og tilbage til ægtefællen, der naturligvis er vred på hende: »Men da Loth vaagnede om Morgenen og fandt Kvinden liggende hos sig, laa han hos Kvinden den Morgen og glemte Visdommen, han havde øvet sig i for Herren og hvormed han vilde revse Kvinden, og da han siden kom i Tanke om Visdommen, hvormed han vilde revse Kvin­ den, var det bagefter, fordi ingen Mand staar op fra en Kvinde og vender sig og revser hende«.27

46