HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Adda Hilden til at slaa dem ihjel, saa jeg kan udholde at leve borte fra Dig? (. .) Naar Sommeren er forbi, skal jeg jo være frem­ med for Dig, saa kan jeg ikke tilhøre Dig længer ved du nok, men i Sommer - der er jo en Evighed blot til denne Måned er ude«. Hun havde bestemt, at deres forhold måtte høre op, når hun havde fuldført sin diskrete tilværelse, født og var tilbage uden barn i sit arbejde, den anstændige, pligtopfyldende, enlige lærerinde. Al Hø­ rups smertefulde, kærlighedstørstende energi rettes i denne for­ færdelige sommer, hvor de kun mødes af og til på Holte station, gemmer sig i skoven eller nogle timer på kroen, mod at få hende til at glemme sin beslutning om at være fremmed for ham: »»Naar Sommeren er forbi veed du jo nok ..« Nej jeg veed ikke, men nu har jeg lavet mine kummerlige Vers over dette kummerlige Thema, veed du det nu? (. .) Nonsens! Nonsens! Nonsens! og lad saa Sommeren fare, til Efter- aaret er der atter en Dag og mange Nætter.«17 Blandt det lange brevs mange strofer disse, der nok også tjener til at karakterisere hans elskede Henriette, som HAN så hende:

»Nei med Spot og Kys kan ei du dræbe denne Elskov, - som du trued nys - den er bygget mellem Spot og Kys, bygget som din egen stolte Læbe. Vil for fast den os til Jorden klæbe, vil den døende forgaae i Kys - den vil vaagne som den vaagned nys, strax naar Smilet spotter paa din Læbe. Friskt og frit laa altid Tankespillet om din fine, trodsigt skaarne Mund, naar du spottende slog Smut med Snillet.

Kjækt og brændende laa altid Kysset

42