HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Karen Hjorth

breve er fulde af kærlig omhu, men det kneb tilsyneladende også for ham at skaffe familien så forfærdelig meget andet. 1 1758 fødte hun deres 6 . barn hjemme hos sine forældre, og han bad om breve fra hende med detaljer om fødslen og barnedåben, men alt hvad han får, skriver han, er bebrejdelser fra hendes far om penge og over de udtryk, han bruger om Adelgunde. Forlanger hendes far virkelig, at han, Jobst Gerhard, skal have mindre ømhed overfor hende! At det ikke gjorde varigt indtryk ses af et brev fra septem­ ber 1759: »je te baise une million de fois en idee, ta bouche, tes mains, t e s , t e s , ton . . .« etc. etc. (Jeg kysser dig en million gange i tankerne, din mund, dine hænder, dine . . ., dine . . . din . . .). 10 . oktober samme år beklagede han, at hun havde glemt at skrive til hans fødselsdag! Men denne forglemmelse bliver til in­ tet, da det opklares, at børnene havde haft kopper. Faderen vil især vide, om den lille Louise, deres ældste, var mærket af dem. Skønhed hos en pige uden midler var nemlig ikke uden betyd­ ning, et smukt ansigt er et anbefalelsesbrev. Moderen skal derfor sørge for, at Louise ikke klør sig i ansigtet - gi' hende handsker på og smør hende ind i blødgørende cremer. Og så følger et lille digt til Adelgunde med forbud mod at nævne det for nogen, thi det er ikke passende at skrive den slags til en kvinde, som man har været gift med i 11 år. I foråret 1760 blev der krise i ægteskabet, og de to eneste breve fra dette år indledes med »Madame«. Det var aftalen, at Adelgunde skulle komme og opholde sig hos ham i april i Flensborg, men hun skrev om tusind forhindringer og udflugter, men for ham var sa­ gen nu, den 19. marts, at enten kommer hun, eller også bryder han, som man gør med en ulydig kone. Hvis hun ikke kommer, vil hun aldrig se ham mere, og hvis hun kommer senere end af­ talt, er han ikke længere gift. Det er kedeligt nok, for der er m ar­ ked for tiden, og hvis de havde været gode venner, så havde han købt mange smukke ting til hende, men det skal altså ikke være! Det er op til Adelgunde, om han fortsat skal være hendes »el­ skende mand«. Den 26. marts har han endnu ikke svar fra hende, men han har ikke draget den slutning, at intet svar også er et svar. Han håber, at når posten kommer i morgen, så kender han sin skæbne; har han en kone eller ej?

18