HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Kærlighed til kaldet - et tveægget sværd havde fortsat privilegium på at få offentligt støttet undervisning på de statslige lærerseminarier. Det var således forbundet med store økonomiske ofre for en kvinde at tage en pædagogisk eksamen. Dette er en af grundene til, at lærerinder i mange år rekrutteredes fortrinsvis fra borger­ skabet og mellemklassen, selv om langt fra alle fik deres uddan­ nelse betalt af familien. Mange af dem havde et langt uddannel­ sesforløb, fordi de måtte afbryde læsningen med erhvervsarbejde for så igen at vende tilbage til bøgerne. Det var vanskeligt for kvinder rent formelt at få slået fast, at de havde pædagogisk kompetence. Men endnu sværere var den holdningsmæssige accept af kvinder som professionelle pædago­ ger. De måtte gennem lange og seje kampe for at få blot nogen­ lunde samme status som deres mandlige kolleger. I denne både faglige og holdningsmæssige kamp var det, at lærerinderne så at sige brugte håndarbejdsfaget. Mænd kunne og ville ikke undervise i dette pigefag, og det var derfor i dette fag, at kvinderne havde usammenlignelige kort på hånden i kampen for at blive anset for professionelle. Håndarbejde som kampfag Det er, når vi i dag ser i bakspejlet, at vi kan se, at lærerinderne brugte håndarbejdsfaget som kampfag, - som et middel i deres egen kamp for professionalisering. Sådan har de sikkert ikke op­ levet det i 1900. Når de i hundredvis deltog i den løbende debat, var det, fordi de alle mente, at de hver især vidste bedst. Håndar­ bejde lå dem simpelt hen stærkt på sinde, og håndarbejde kunne samle flere lærerinder til møder end andre fag, som de jo også underviste i. Anskuelsesundervisning var et af de nye midler i skolen, og de fleste fag benyttede sig heraf. For lærerindernes bestræbelser på at overbevise omverdenen om deres professionalisme kan man sige, at anskuelsesundervisning passede som hånd i handske. Det var nemlig en undervisningsform, der var yderst synlig; den kræ­ vede mange såkaldte apparater, f.eks. syramme på højde med lærerinden selv og strikkepinde så store som grydeskeer. Den schallenfeldske undervisningsmetode krævede fremstilling af en lang række prøveklude, og de fyldte godt på den årlige udstilling,

197