HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

At skillesfra bord og seng dette tidspunkt påtaget sig at aftale separationsvilkår i kraft af Magistratens pligt til at afgøre stridsspørgsmål blandt byens ind­ byggere, også ægteskabelige uoverensstemmelser. Allerede i 1726 findes eksempler i Magistratens sager på, at Magistraten forbe­ handler og indstiller separationsansøgninger til kongen.14 Magi­ straten oplyser på forespørgsel fra Danske Kancelli om antallet af separationer 1788 -99 , at den i perioden 1788 -94 , altså før den for­ melt fik tilladelse til at afgøre separationer, har gennemført ialt 118 separationer af ægtefolk. Der er tilsvarende indberetninger fra resten af landet, men her er kun bevilget ganske få eller ingen se­ parationer.15 Separationer er altså som så mange andre offentlige foranstaltninger i 1700-tallet indført langsomt i praksis i Køben­ havn, før de fastlægges i en egentlig lovgivning, som Nellemann også gør opmærksom på. I 1811 synes regeringen at være blevet noget betænkelig ved de mange separationer og bestemmer, at gejstligheden igen skal med­ virke som mæglere ved separationer »da det er vigtigt for borger­ samfundets, som for hver enkelt families v e l , og da reli­ gionens bud, ikke mindre end statens love bør kaldes dem (sepa­ rationsansøgerne) til minde«. Parternes sognepræst skal forsøge at mægle i ægteskabet, før Magistraten begynder sagsbehandlin­ gen, og Magistraten skal se en attest for mæglingen.16 Kristen­ dommen kommer temmelig langt nede i forordningens priori­ tering, men påbuddet om gejstlig mægling bliver overholdt ifølge notater i separationsprotokollerne. I en forordning om præsters embede ang. ægteskaber 1824 gentages bestemmelsen, og der lægges noget større vægt på kristendommens rolle. Præsten skal forsøge »hvorvidt han ved religiøse forestillinger kan bringe dem til atter at leve sammen i endrægtigt og kristeligt ægteskab«.17 Gejstligheden og Magistratens mæglinger har iøvrigt ikke sat sig mange spor i Magistratens arkiv. I 1790'erne giver kancelliet bestemmelser, som letter vilkårene for kvinderne. 1794 bestemmes, at separerede kvinder må kalde sig enker, 1796 at mænd, der ikke forsørger deres kone, skal sæt­ tes i bidrag af øvrigheden, og 1798 at en separeret kvinde må fortsætte mandens profession på samme vilkår som enker.18 Jeg har ikke fundet eksempler på, at myndighederne forsøger at ind­ skrænke kvindernes muligheder for at komme ud af et ægteskab.

181