HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

At skillesfra bord og seng

-v

ved separationen. Kvinder, der var gift med mandskab i hær eller flåde, kunne få bidrag gennem den militære administration og behøvede derfor ikke at søge separation for at få understøttelse. Den rutinemæssige behandling af separationssager vedr. flådens folk, hvor en overordnet officer altid blev hørt i sagen, tyder fak­ tisk på, at flåden har haft sin egen separationsordning, også før Magistraten kom ind i billedet. Det er bemærkelsesværdigt, at kvinder havde ligestilling, når det gjaldt adgangen til at få separation, i modsætning til, hvad der var tilfældet i flere lande uden for Danmark. De behøvede ikke som i andre civilretslige forhold at medbringe en værge, men kunne selv rejse sagen. Også dette kan have bidraget til, at kvinder spillede en forholdsvis fremtrædende rolle i separations­ sagerne. Først og fremmest skyldes kvindernes ønske om sepa­ ration dog nok, at mændenes opførsel skabte problemer i ægte­ skabet. Begrundelsernefo r separation Separationsanmodningerne skulle ikke nødvendigvis begrundes. Var parterne enige, kunne de få separation, var de ikke enige om betingelserne, skulle de henvises til en domstol. Sådan fungerede det imidlertid ikke i praksis. De bedrestillede ægtepar begrun­ dede ganske vist kun deres ansøgning med »gemytternes uover­ ensstemmelse«, afleverede en skriftlig overenskomst, udarbejdet af en prokurator e.l. om separationsvilkårene, og fik så separa­ tionen. Langt hovedparten af ansøgerne fortalte imidlertid detal­ jeret om, hvorfor de ønskede separation. Forklaringerne findes i de indkomne ansøgninger som bilag til separationssagerne. Sepa­ ration var ikke noget, man besluttede sig til lige med det samme. I 1843 havde 2 /3 af ægteskaberne varet 4 år eller derover, når se­ parationsforhandlingerne indledtes, og 13 af de 60 separerede par havde været gift i over 10 år. I 1813 gik det hurtigere med at be­ slutte sig. Da varede kun halvdelen af ægteskaberne over 4 år, før man besluttede sig for separation. Magistraten havde til opgave at forsøge at forlige parterne, men var begge enige om vilkårene, godtog Magistraten ansøgningen uanset begrundelsen. Var parterne ikke enige, kunne Magistraten som nævnt afvise ansøgningen, men det gjorde den ikke i alle til-

173