HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1993 h5

Grethe Ilsøe Kvinderne

Det var et fåtal af kvinderne blandt de borgerligt viede, der helt frem til 1920 stod uden for Folkekirken (med mindre de tilhørte et andet trossamfund). Kort sagt, der var få kvindelige fritænkere. Det var altså ikke gået som Johanne Meyer havde spået i 1895, at den »moderne KVINDEbevægelse« havde medvirket væsentligt til udbredelsen af den borgerlige vielse. Det havde derimod den MANDLIGE arbejderbevægelse. Det ser ud som om Johanne Meyer langt snarere ramte plet, da hun 1885 i sin nævnte artikel i Social-Demokraten beskrev kvin­ dernes daværende holdning, som skulle vise sig mere permanent end hun forudså i pamfletten ti år senere. Hun skrev: ». . . Hvad der til Dels bevirker, at mange ikke griber Lejligheden til at give deres religiøse Meninger tilkende ad de her påviste Veje (dvs. ud­ trædelse af Folkekirken), er enten en mindre tilgivelig Slendrian eller også Ukendskab til de Formaliteter, man herved har at iagt­ tage. Men Størsteparten af Skylden tør vistnok uden Overdrivelse lægges på den KVINDELIGE parts Skuldre. Den Modstand, der i Reglen ydes fra denne Side mod den borgerlige Vielse, er i de fleste Tilfælde saa bestemt og uimodstaaelig, at det »stærke« Køn efter en kort eller slet ingen Kamp lader sig overvinde og Trods alle sine Uoverensstemmelser med Præsternes Dogmer villigt føre in­ denfor Kirkens Porte. Man kan ikke undre sig over, at den unge Kvinde, der fra Barn af i Skolen er fyldt med religiøse Ideer, hun i den Alder selvfølgelig ikke har Evner til at kunne bedømme Vær­ dien af, og senere som Tjenestepige, Sypige eller Fabriksarbejder­ ske hverken har Tid eller Lejlighed til, saaledes som i Reglen den mandlige Arbejder, ved Læsning eller Undervisning at udvide sin aandelige Horisont - man kunde ikke undre sig over at hun, med den Kvinden egen Higen efter det mystiske, overnaturlige, ufor­ klarlige, hænger fast ved de hende i Barnealderen indprentede dej­ lige, vidunderligt klingende Mirakel-Legender. Og det er na tu r­ ligvis heller ikke min Mening, at Manden i slige Spørgsmaal skal træde befalende op og sige: »Jeg VIL, og MIN Vilje er den afgø­ rende!«; men han skal saa vidt det staar i hans Magt, forklare og anskueliggøre sine Meninger og Ideer for hende, at hun efter- haanden, lidt efter lidt bliver bragt til at indse på hvilket sundt og godt Grundlag de hviler . . . « .12

156