HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1992 h5

Uddrag af Just Waagepetersens erindringer 1928-29 om hans barndomshjem i Rosenvænget

I stueetagen var den vigtigste stue ubetinget faders stue. Skønt den lå lidt fornemt afsondret med kun een dør, som et herreværelse skal ligge, var den dog centrum i huset. Her samledes vi altid, navnlig efter måltiderne, her passiarede vi og røg tobak, navnlig i mørkningstimerne efter middag. Jeg tror ikke, der er mange fami­ lier, hvor der herskede en så hyggelig og munter tone som hos os. Men det var stuen, jeg ville tale om. Den var vel ikke særlig lys - træerne udenfor tog morgensolen. Men den store dybe, næsten kvadratiske stue, med den store væg­ plads, de højrøde tapeter og vidunderlige gamle møbler og male­ rier, gav en stil og en hygge, som man forgæves søger magen til. Mellem vinduerne stod faders skrivebord med moders billede over. På sydvæggen de tre chiffonnierer, ovenpå et ur og to bronce- stager - på væggen derover Evangelisterne og Hornemanns to pa- steller af Kuhlau og Frensheims, ved siden portrættet af Mr. Cook- ney og der nedenunder over et lille bord Johannes Møllers minia­ turemaleri af faders mor Alice Tutein. På vestvæggen det store Chr. VIII bogskab og ved siden et lille skab hvorpå en porcelænsvase af kjøbh.porcelæn med billeder af Rosendal og Store Strandstræde. På den anden side det gamle te­ bord - eller kaffebord med messingplade, to messingstager og kru- cifixet, derover bedstemoders portræt. På nordvæggen den gamle empiresofa med Bendz og Juels bille­ der og Marstrands lille portræt af bedstefader. Foran et mahogni­ bord og de to pragtfulde gamle engelske stole med rørfletning og røde læderpuder. Desuden ved bordet og de to vinduer tre Chr. VIII stole. I loftet hang en dejlig gammel empire krystal lysekrone, og der var et smukt, roligt mønstret tæppe på gulvet. Der var kun een ting, der faldt ud af stilen, det var to rædsels­ fulde kinesere i brændt ler, som fader havde fået af baron Blixen, der havde været en tur til Østen med et af Ø.K/s skibe - jeg truede ofte fader med at slå dem i stykker.

171