HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1992 h5

Publikum og den politiske litteratur i 1830'erne

Postvæsenet og kommissionærvirksomheden Ved kongelig resolution af 7. marts 1794 var det bestemt, at aviser og tidsskrifter kunne få bevilling til postforsendelse for nedsat porto. Af de københavnske nyhedsblade eller politiske tidender fik de berlingske aviser i overensstemmelse med et ældre privilegium eneret på forsendelsen med den hurtige brevpost, medens de øvrige måtte nøjes med den langsommere og ikke så hyppigt afgå­ ende pakkepost. Stiftsaviserne kunne sendes med brevpost til Kø­ benhavn, og deres brevforsendelsesret blev snart udvidet, således at de fik tilladelse til brevpostbefordring fra udgivelsesstedet til andre byer inden for samme landsdel. Uge-, måneds- og andre periodiske skrifter kunne få pakkepostbefordring. Postvæsenet påtog sig at modtage abonnementstilmelding, opkrævning af be­ taling og distribution af bladene.22 I 1821 blev det bestemt, at der foreløbig ikke måtte sendes flere blade for nedsat porto end dem, der allerede havde privilegium. Bestemmelsen var formentlig et led i den strammere kurs overfor pressen. Der blev i de følgende år givet en del nye bevillinger til blade, om hvilke Generalpostdirektionen havde erklæret, at de havde et uskadeligt indhold.23 Kongens uvilje mod den stadig større »Skrivefrækhed« med­ førte, at der i 1834 blev lukket af for tildelingen af forsendelses­ bevillinger. Generalpostdirektionen afviste nu uden videre alle ansøgninger om forsendelsesret, blandt andet fra C.N. David om forsendelsesret for Fædrelandet og fra Trykkefrihedsselskabet om bevilling til Dansk Folkeblad.24 For postbefordringen af disse blade måtte der derfor betales fuld porto, og endvidere måtte udgi­ verne selv sørge for at finde kommissionærer i provinsen, som ville påtage sig at modtage abonnementstilmelding, opkræve abonnementsbeløbet og distribuere bladene. I de byer, hvor der var boghandlere, voldte distributionen dog næppe problemer, idet disse ofte fungerede som kommissionærer for bladudgiverne.25 Men i mange byer har det givet været et pro­ blem for bladudgiverne at få etableret kontakter og engageret på­ lidelige kommissionærer. Der er ingen tvivl om, at de blade, der ikke havde forsendelsesret, rent distributionsmæssigt var ringere stillet end de blade, der havde denne ret. Økonomisk betød erlæggelsen af fuld porto dog ikke nødvendig­

115