HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Torben Ejlersen

boderne havde udfærdiget »»zisesedler« til, nåede frem til byens forbrugere.5

De københavnske møllersvendes pengebøsse fra 1765. Den har beslag til tre hængelåse, så den kan kun åbnes, når oldermanden og to bisiddere var tilstede. National­ museet.

Der skulle ikke betales konsumtionsafgift af uformalet byg, hvede eller rug ved passagen gennem portene. Til gengæld krævedes det, at formalingen skulle finde sted på byens møller. Afgiftens størrelse afhang af, hvad kornet skulle bruges til. Brødkorn takseredes billigst, men af korn til brændevin for- langtes et højere beløb. 11781 opførte man ved hver af de eksisterende 16voldmøller en lille muret kontorbygning på et fag. Den tjente til ophold for de konsumtionsbetjente, som i dagtimerne skulle inspicere vogntrafikken til og fra møllerne. For at hindre omgåelse af konsumtionsafgiften fik møllerne på volden allerede i slutnin­ gen af 1600-årene gentagne gange forbud mod om natten at køre korn til eller mel fra deres mølle.61praksis var det voldens skildvagter, som skulle håndhæve forbudet. Vagterne kunne også gribe ind, hvis konsumtionsbetjentene var forhindret i dagtimerne. De store indenvoldske mølleanlæg som Malt­ møllen ved Skt. Annæ Plads, Bryghusmøllen eller Langebro- møllen havde også konsumtionsbetjente at trækkes med. Den overordnede administration af mølleafgifterne skete på maleværkets konsumtionskontor, som lå på Slotsholmen ved den senere tilkastede Børsgrav. Her fandt et omfattende bog­ holderi og regnskab sted. Denne administration har efterladt sig en del materiale, desværre ikke de møllebøger, som kunne have tjent som kilde til de enkelte møllesteders produktion. Den netop beskrevne offentlige konsumtionskontrol foregik i perio­ den 1730-1800, mens den før og efter forpagtedes ud til private. Hvis man ønsker viden om de enkelte møllesteders drifts­

88