HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

MØLLERLIV I KØBENHAVN A f Torben Ejlersen

De københavnske kornmøllere var sluttet sammen i et laug, hvis formål ligesom andre håndværksfag var at markere sig over for det øvrige samfund, men samtidig regulere medlem­ mernes indbyrdes forhold. Tilsvarende greb statsmagten stærkt ind over for møllerlauget, dels for at sikre indtægter til statskassen, dels for at få kontrol med denne vigtige side af levnedsmiddelforsyningen. I Danmark var kun København stor nok til at rumme et særligt møllerlaug, dog nævnes omkring 1749 et møllerlaug i Køge, hvor syv vindmøller hævede sig nord for byen.1 I 1684 gav Christian V nye bestemmelser for det københavn­ ske møllerlaug som led i en almindelig revision af det danske laugsvæsen. Ingen måtte formale korn uden at have borger­ skab og være medlem af lauget. En oldermand valgt for to år stod i spidsen for lauget. Man fastsatte desuden regler for maleløn, lærlingeuddannelse, forsorg og andet.2 Møllerne holdt laugssamling 3-4 gange årligt, fra 1750 på møllen på Hahns bastion, som lauget da havde fået bevilling til. Under forsæde af oldermanden og deltagelse af en rådmand fra Københavns Magistrat drøftede møllermestrene fælles pro­ blemer. Lærlinge blev ind- og udskrevet, nye mestre optoges, der aflagdes regnskab for fattigpenge eller begravelser, og såvar der naturligvis altid grund til at klage over urimelig konkurrence fra bagerlauget. Endelig kæmpede møllerlaugets medlemmer indædt mod ny teknik, især dampkraften, da den begyndte at true.3 Mens kornmølleriet i landdistrikterne helt op til 1900 næsten udelukkende var præget af kundemølleri, d.v.s. at den som kom med kornet også fik sit eget mel tilbage, fik møllererhvervet i de større købstæder samt i København tidligt mere præg af

8 6

\