HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Rolf Dahl

Peter Uldall - i samtiden mere kendt som Struensees forsvarer end for den melée han anrettede i denne forbindelse. Jyderne havde nok tegnet sig et lidt vel optimistisk billede af deres slægtnings succes i det københavnske, blandt dem gik han for at have været en bemidlet mand, der mindst var god for 1000 rigsdaler, og i brevet insinueres, at hele skifteforretningen var pro forma værk, fordi »der ej har meldt sig en eneste Creditor«. Der spørges også, hvad der var blevet af enkens mødrene og bedstemødrene arv (!), og, tilføjes det, da boet nu ikke længere kan bringes i den stand det var, da hendes mand døde, fordi hun i 5 år har skaltet og valtet, som hun har fundet for godt, så må arvingerne »afvente, om de kan faae nogen Skadesopretning, naar hun ved Døden afgaaer«. Den 10. marts modtog skifteretten Magdalene Sibylles indig­ nerede svar. Hun skriver, at hun »overlader til Skiftecommissio- nen og hele Verden at bedømme hvorledes hun har skaltet og valtet med Boet«, og, at dersom arvingerne ønskede det bragt tilbage til den stand, det var i, ved hendes mands død, ville det ikke gavne dem, med mindre de da tænkte på hendes mands smukke lommeur, »som en af Arvingerne, nemlig Mads Michel- sen, efter hans Begjæring har bekommet gratis«. Efter at hun har gjort rede for hvorledes hendes mødrene og bedstemødre­ ne arv var blevet sat til af hendes ægtemænd, sukker hun: »Men hvad skal jeg sige om disse Arvemidler? Hvor blev den Sne, der faldt i ljor?«. Den 23. juni 1779 afgav imidlertid skifteretten kendelse,19der gav jyderne medhold i, at testamentet ikke gav enken ret til at forlange skifte med dem på indeværende tidspunkt. Denne afgørelse indebar i virkeligheden at Jens Bramsens slægtninge blev gjort til Schiønning Andersens arvinger, og det var den 80 år gamle brygger ikke det mindste begejstret for vel havde hans to svigersønner været ham dyre bekendtskaber, men der var fremdeles skillinger på kistebunden, og det var nu hans agt at forhindre, at de endte i Jylland. Efter domsafsigel­ sen forlangte han betænkningstid, men den 16. oktober var hans beslutning truffet, og han og Magdalene Sibylle erklærede, at de ikke ville anke afgørelsen. Schiønning Andersen, som ikke for ingenting havde tilbragt et langt liv blandt pengebegærlige mennesker, viste sig nu at

58