HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Schiønning Andersens sidste vilje

sens bo endeligt opgjort. I 1778, da det stod lysende klart for enken, at boet ikke just var nogen guldgrube, anmodede hun i en skrivelse af 21.juli skifteretten om at tage det under behand­ ling, så hun kunne »erhværve et lovskikket Skiftebrev imellem sig og sin salig Mands Arvinger«, og boet blive ekstraderet til hende selv eller hendes fader, »siden ham ingen Gjengjeldelse kan skee til Betaling for sit udlagte« til boets mange kreditorer. Heri henholdt hun sig til sit og sin afdøde mands reciprokke testamente,18der var oprettet den 2. juli 1767, da hun havde været alvorlig syg, og stadfæstet den 17. december 1773. Te­ stamentet gav den længstlevende af ægtefællerne ret til at sidde i uskiftet bo til sin død uden skifte med den afdødes arvinger, og fastslog desuden, at hvis den længstlevende indgik nyt ægteskab, skulle der udbetales 10 rdlr. til samtlige den afdødes arvinger »og ej mere«. For sikkerheds skyld blev et nyt proklama læst den 31. august 1778, og da ingen nye kreditorer meldte sig, kunne man omsi­ der sætte sig ned og gøre det endelige regnskab op efter den afdøde. Tid efter anden var der fra hans debitorer indkommet 2002 rdlr. og 12 skilling, og når dertil kommer hans efterladte ejendele, varelageret og indboet, kunne boets formue opgøres til 2539 rdl. 2^46. Udgifterne beløb sig imidlertid til 2849 rdl. 2 } 5 6, så regnskabet kom til at give et underskud på 310 rigsdaler og 1skilling. Men hertil beregnede enken, at hun hvert af de forløbne år siden hendes mands død havde modtaget 370 daler til livets ophold af sin fader, tilsammen 1665 rdlr., så boet kom til at udvise et endeligt underskud på 1975 rdlr. og 1 skilling. Denne beregning, med specifikationer, regninger, beviser og andre bilag fremlagde Schiønning Andersen i skifteretten den 16. december 1778. Bramsens arvinger - en søster, en nevø og en niece bosat i Jylland - var på forhånd adviseret, men var ikke mødt op. Bobehandlingen blev derfor udsat i 8 dage, men hvis den gamle brygger havde troet at den hellige grav nu var vel forvaret, så fik han sig nogle slemme overraskelser i den følgen­ de tid. Lillejuleaftensdag mødte nemlig en repræsentant for arvingerne og forlangte yderligere udsættelse, og den 6. januar 1779 tilkendegav han, at de »ej vilde entrere i noget Skifte«. Den 3. februar fremlagde han et brev fra arvingerne, ført i pennen af 57