HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Rolf Dahl

indlæg og modindlæg for gennem luften, så sagen kom til at trække ud så længe, at dommen først kunne falde den 23. juni 1772. Den konkluderede i øvrigt med en pure frikendelse af Jens Bramsen. Under den sidste fase af denne retssag var Bramsen begyndt at skrante, og efter langvarig sygdom døde han den 30. novem­ ber 1773. Dødsårsagen var skørbug. Den 3. december blev han begravet i Schiønning Andersens gravsted, og der blev ved den lejlighed ikke sparet på noget. Et kongebrev16gav tilladelse til, at ligkisten blev overtrukket med sort baj og »paa Laaget med en liden Plade ziiret«, samt at begravelsen foregik om eftermid­ dagen, selv om luksusforordningen udtrykkeligt forbød den slags, og pragtudfoldelsen var mindst lige så omfattende som ved krigsråd Gerdes begravelse 11 år tidligere. Dersom alle Bramsens debitorer havde indfundet sig med betaling straks efter hans død, og boet kunne være blevet op­ gjort med det samme, ville han formodentlig have efterladt sig nærmere 3000 rdlr., men sådan gik det ikke. Proklama blev læst den 11. januar 1774, hvor hans kreditorer og debitorer blev opfordret til at indfinde sig, men som det så ofte sker, var kreditorerne hurtigere i vendingen end debitorerne, og enken og hendes fader stod nu over for et sisyfosarbejde med at inddrive den afdødes udestående fordringer. Ved sin død havde Bramsen efterladt sig 172 rdl. og 11 ß i rede penge, men når nu regningerne begyndte at strømme ind, var de hurtigt opbrugt. Det blev derfor Schiønning Andersen, der måtte træde til og forstrække sin datter, så den afdøde »kunde ligge som en ærlig Mand i sin Grav«. Hvad angik de udestående fordringer kom fader og datter ikke langt ad frivillighedens vej, og ganske hurtigt opgav de at få noget fra de fattigste af debito­ rerne. Dermed kunne de vinke farvel til nærmere 1000 rdlr. Mod de andre blev der i de følgende år ført en serie tildels lange og opslidende retssager, de fleste af dem med et yderst magert resultat.17 Det gennemgående træk ved disse trivielle sager - som ikke skal nævnes her - var, at skyldnerne, hvis ikke de rejste fingerede modkrav, gik fri ved at aflægge ed på, at de intet var skyldig. Endnu mens enkelte af disse retssager verserede, havde en­ ken og hendes fader taget de første skridt til at få Jens Bram-

56