HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Schiønning Andersens sidste vilje

i sagen (Bytinget havde i mellemtiden skiftet navn til Hof- og Stadsretten), fik parterne at vide, at søgsmålet såvel som kon­ trasøgsmålene måtte bortfalde »som ugrundet og ubeviist«, og dommerne tilføjede, at »da ingen af Parterne i denne langvarige og uordentlige Sag har haft nogen riimelig Grund til Trætte, saa bør de begge for deres udviiste Trættekjærhed hver for sig betale saa meget som Dom og sag koster«.12 Selvfølgelig kunne ikke nogen af kamphanerne affinde sig med en sådan udgang. Dommen blev omgående appelleret til Højesteret, og der lå sagen endnu ved Jens Bramsens død. Men en af de første ting hans enke foretog sig efter hans bortgang var at indgå forlig med Birchfeldt, og efter at hendes fader havde betalt ham 200 rigsdaler, bortfaldt ankesagen ved Højesteret. Desværre gik sagens akter tabt ved Christiansborg Slots brand i 1884, og enkelthederne i en (må man tro) festlig sag er derfor ikke længere at finde.13 Jens Bramsen var født i 1719 i Sønder Bjert syd for Kolding, og var som ung mand kommet til København for at søge lyk­ ken. Han tog ind hos Johan Christoff Rudiger i Vimmelskaftet, og af den aldrende skomagermester, som i løbet af et langt liv havde opsparet en del penge, lånte han til at starte sin egen forretning. Kapitalen anvendte han til at købe kolonialvarer på Det ostindiske Kompagnis auktioner på Christianshavn, for senere at videresælge dem med en vis fortjeneste. Ellers benyttede han sig af sine forbindelser til Slesvig og Holsten, og importerede landbrugsprodukter derfra til København. Da forbindelsen med Magdalene Sibylle var kommet i stand, over­ tog Schiønning Andersen rollen som økonomisk bagmand for Bramsen, og med sikkerhed i den gamle bryggers pantebreve og andre værdipapirer kunne han udvide sine forretninger be­ tragteligt. Men dette var ikke den eneste konsekvens af forbindelsen. Nu lykkedes det nemlig omsider Magdalene Sibylle at overtale sin fader til at bygge det gadehus, som ikke var blevet genopført efter branden i 1728. Schiønning Andersen havde hidtil med held strittet imod, når datteren havde givet luft for sin util­ fredshed med det trange sidehus, de sammen havde boet i, siden hun var blevet enke, men nu, med udsigt til et snarligt forestående ægteskab, kunne han - om ikke andet så for at

51