HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Rolf Dahl

Andersen tålmodigheden, og den 16. februar anlagde han sag mod Ægidius Jacobsen for at få sin obligation tilbage, men under de følgende afhøringer havde både Andreas Gerdes og hans sagfører en kun yderst tåget erindring om begivenhederne den 31. januar, og slet ingen om nogen obligation. I mellemtiden var sr. Gerdes blevet »gandske syg og senge­ liggende«. Han led af podagra, og den forsoning, han tidligere forgæves havde forsøgt at aftvinge sin frue, kom nu i stand. Ved påsketid flyttede de ind hos slagtermester Svendsen i Frederiks- berggade, og kort efter meldtes krigsråden i bedring. Men om efteråret blev han igen dårligere, og den 23. marts 1762 døde han. Andreas Gerdes opnåede aldrig sin svigerfaders tilgivelse. Men selv om han - som Schiønning Andersen selv udtrykte det - havde været ham »til liden Baade«, skulle dog ingen komme og sige, at den gamle brygger ikke undte ham en begravelse, som anstod sig en svigersøn af en af De 32 Mænd. Krigsråd Gerdes blev begravet i Schiønning Andersens gravsted i Trinitatis Kirke med al den pragt, som en standsperson kunne tilkomme. Sang­ klokkerne kimede en hel time, den bedste ligvogn blev anvendt, der var 2 præster, 2 bedemænd, 6 tjenere - og 12 studenter til at bære, 9 vogne var lejet til de sørgende. Udgifterne til begravelsen blev dækket af svigerfaderen, som i tillæg betalte slagter Svendsen 50 rdlr. for et års husleje. Det hele beløb sig til 302 rdlr. 5 mark og 1 skilling, og skifteretten bestemte senere, at Schiønning Andersen til gengæld kunne beholde »det ringe Boeskab og de Effecter, som hans Datter og hendes salig Mand havde tillagt sig, siden hans Boe som fallit blev antagen«. Med sine ejendele flyttede Magdalene Gerdes igen ind hos sin fader ved påske flyttetid 1762. Med hende kom kammerpigen Susanne Lydersdatter og krigsrådens slavedreng, negeren David Cæsar, som kom til at sætte mange grå hår i Schiønning Andersens og hans datters hoveder. Men han var ikke det eneste problem, Andreas Gerdes havde efterladt sig ved sin død. Hans meget omfattende og komplicerede konkursbo verserede endnu i årevis ved retten efter hans bortgang. De 5000 rdlr., som Schiønning Andersen havde kautioneret for, var opsagt til betaling den 11. juni 1761, og han havde forinden

48