HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Johanne Møller-Larsen

8/1O. Så havde vi da igen lazarettet fyldt - kun en tom seng, bl.a. en lille 16-årig gut (Danzig), han er ganske ene i verden, ved intet om forældre og søskende. Han lægger kabaler den ganske dag. Og mor med 11 dages barn, meget søde. 15/10. En travl men morsom dag. Lazarettet fyldt. 16-årige Heinz flyttet ud i lejren, en ung mand indlagt med hjernerystel­ se efter slagsmål. En anden ung mand i lejren tog lørdag aften 10 sovetabletter, sov til næste middag, først da fik vi det at vide. Han var dybt deprimeret, 26 år gi., men som 19-årig var han i tysk koncentrationslejr blevet steriliseret og hans far, mor og en søster dræbt. Nu syntes han ikke livet var værd at leve, det arme skind. En ung russer kom til lejren om aftenen, vi så ham ikke. Mandag morgen fandt Grosser ham - han havde hængt sig på w.c. Atter en fortvivlet sjæl. -Vi har mange søde børn i lejren, og mange små snavsede børnehænder klamrer sig til os, når vi gør stuegang. Fru Korsbak med Olga og Hanne fløj til England. Hun var engelsk født, men været gift med en tysker, men i følge engelsk lov bevarer hun sit statsborgerskab. Og efter lange forhandlinger fik hun lov til at komme hjem. Ogsåjugoslaverne måtte rejse hjem i dag (via Sverrig og Norge!), der var kun 8 jugoslaver her i landet. Vi havde en af dem på lazarettet, han var kæmpehøj. Alle børn får levertran, og de tager det gerne. 22/10. Den ene mor med barn er flyttet til Jonstrup. Forældre­ ne skulle være viet i katolsk kirke i november, og vi havde glædet os til at se det; næst følgende søndag skulle barnet døbes; nu kommer vi næppe med til det. Nogle østrigere blev sendt til Odense, en moder med 4 års barn nægtede at tage med, jeg er spændt på, om det får lov til at passere. 5/11. Nu er det længe siden, jeg skrev, det har været en rolig tid. Moderen og den 4-årige måtte af sted, heldigvis - for discipli­ nens skyld. Nu er der tale om, at lejren skal rømmes og derefter belægges med belgiske børn. Mange er fortvivlede over at skulle væk. Jeg ville trøste fru Wittmann med, at de dog måske snart kom tilbage til deres gods i Rumænien. Nej, aldrig, siger hun, så hænger jeg mig hellere i kælderen. - »Det gør De ikke, som har Deres mand og 3 dejlige børn«. - »Nej, selvfølgelig gør vi det alle 5,

156