HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Lazarettetfor ikke-tyskeflygtninge

Vi får hen på eftermiddagen 3 letter ned på lazarettet, ikke fordi de er syge, men de er trætte af en lang og anstrengende rejse, de har været sendt fra land til land, og 40 nætter og dage været i kælder i Berlin, medens bomberne faldt. Det var i det slot, hvor Sveriges gesandtskab havde haft til huse, så fandtes de af nogle svenskere, som bragte dem lidt mad, og livet redde­ de de da, nu har de fløjet i 8 timer og er lykkelige over at ligge i en seng og få mælk og mad. Så kommer flyvende sydfra ca. 50 svenskere og nordmænd, 4 mænd blev straks arresteret, og mange af de andre går det sikkert ligeså, når deres forhold næste dag skal undersøges, men vi taber dem af syne. Da de har fået mad og mælk, køres de til en af lejrene. Den lettiske feltpræst aflægger besøg på stationen, han er tillige mediciner, han tilbyder sin tjeneste, bl.a. som tolk,jeg tror, det er 26 sprog, han kan. Mange letter kan ikke tysk, men så træder de tysktalende til og tolker. Præsten fortalte, hvordan han havde stået og opereret en patient med appendicitis, assi­ steret af en sygeplejerske, der gav narkose, og en, der instru­ menterede, så faldt en bombe - patienten og præsten levede, men alt andet, og de 2 sygeplejersker var splittet og slynget til alle sider. 9/7. I dag, nej i går var der ikke mindre end 4 enbenede på lazarettet. Den ene var en yngre lette, gymnastiklærer ved uni­ versitetet, blev indkaldt 1/744, og allerede ijanuar mistede han benet, om familien ved han intet. Han havde en særdeles god stilling, 1000 rubler pr. md. og rigelig tid til privatundervisning 10 rb. Nu ejer han kun en hullet skjorte og et par benklæder. Heldigvis kunne jeg give ham en skjorte af vort depot af skæn­ kede gaver. Så fik vi en ung mand ind, vist russer, 21 år, han havde set fader og moder blive skudt, havde efter den tid ofte krampeanfald, dog ikke i går. Han pakkede ud forskelligt til at rense og smøre fodtøj med, lagde det på bordet og sagde med en gestus ud mod alle de 14: Für alle Kammeraten. Han delte det lidet han havde. Hvor var han glad for mælk. En 77-årig dame i lejrafdelingen griber min hånd og spørger: Sprechen sie deutsch, Schwester? Hun brænder efter at fortæl­ le, hvor hun er lykkelig over at være hos os og få den dejlige mad.

147