HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Lazarettetfor ikke-tyskeflygtninge

Pinselørdag d. 19/5-45. fikjeg besked om at møde på karantæ­ nestationen næste morgen kl. 9. Ak, sporvognen begyndte først at køre kl. 9, så jeg måtte gå den lange vej til Havnegade, og jeg skal ikke nægte at jeg var træt, før jeg begyndte tjenesten, som jeg glædede mig meget til at udføre. Og det blev da også et døgn så fuldt af indtryk og af arbejde, somjeg ikke før har oplevet det. Huset var fyldt med allierede flygtninge; de lå på madrasser på gulvene, alle nationer mellem hverandre. Ja, ikke en gang i lazaretstuen havde vi den dag senge. Vi fik en stor transport fra Lyngby om eftermiddagen, de blev forbundne, var ikke særlig medtaget; om aftenen, da vi troede vi kunne lægge os efter næsten 12 timers uafbrudt arbejde, blev der atter meldt en transport. Og så ventede vi, ventede til kl. 24, da der kom 14 meget medtagne sårede. Da fik vi for alvor travlt, de 13 skulle have skiftet forbinding, mange 2-3 steder. En ung mand mang­ lede begge ben, amputeret højt oppe fra låret. Knoglerne ragede ud, han led meget, men klagede ikke. Flere andre manglede en arm eller et ben, men ikke en jamrede sig. De blev lagt på madrasserne, de blev aflusede (a f mandskab fra sundhedsvæ­ senet), de blev bespist, lotterne sørgede for serveringen, og så tog vi fat. 1 læge og 2 sygeplejersker. Hvor var de rørende taknemmelige for mad og mælk og ikke mindre for at få ijernet en gammel ildelugtende forbinding, få sårene renset og ren forbinding på. Ingen trængte sig på og ville til før en anden, de var i alle retninger rørende tålmodige og hjælpsomme over for hinanden. En ung stærk mand bar den benløse på sine skuldre og de enbenede støttedes af andre, som havde begge ben, men måske kun en arm eller i bedste fald adskillige sår andre steder. Mange havde granatsplinter i sårene, og mange måtte næste dag indlægges på hospitalet. De var af frihedskæmpere hentet på et skib, der skulle afsejle næste morgen, så det var i sidste øjeblik hjælpen kom. Henved kl. 3var vi færdige, havde fået dem lagt til ro og kunne nu selv gå op at lægge os et par timer, men søvn var ikke at tænke på, det hele havde været så overvælden­ de. 10 minutter før 7 blev vi purret ud af vagtværnet. Da klok­ ken blev 9 kom de 2 mandagssygeplejersker til afløsning, og vi kunne gå hjem. Træt, træt træt. Hjem i seng, men jeg havde 1945

143