HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1991 h5

Wesselsminde

som ikke fandtes magen til i nogen anden aldersgruppe. Og at denne stigning for en by som København især skyldtes en gevaldig vækst i antallet af overtrædelser af politivedtægten. Fra at udgøre 14% af samtlige børneforbrydelser i 1875 var tallet 15 år senere omkring en trediedel.2 Et kontant udtryk for skolens nye plads i bybørns liv omkring år 1900var at skoletiden blev sat op. Mellem 1880 og 1899 skete der en forøgelse lidt forskellig afhængigt af klassetrin og køn, men som for de ældste elever betød, at det i stedet for 18 timer ugentlig hed 30-36. I det 19. århundredes sidste årtier var børnearbejdet kom­ met i fokus, især det sundhedsskadelige fabriksarbejde. Med lovgivningen i hånden søgte myndighederne fra 1876 at lægge en tids- og aldersmæssig begrænsning herpå. Men det var de færreste skolebørn, som havde fabriksarbejde. Først i århun­ dredets sidste år kom børnearbejdet i al dets bredde i fokus - som en hæmsko for barnets præstationer i skolen og som en kilde til moralsk og fysisk nedslidning. Denne fornyede interesse for børnearbejdet skete i en tid hvor børnearbejdet, efter et markant fald i 1880’erne, igen var for opadgående, hvilket gjorde problemet endnu mere synligt. I en by som København arbejdede byens skoledrenge mellem 1895 og 1900 i et omfang som i 1870’erne3. Denne ekspansion skyldtes formodentlig at 90’erne var økonomisk gode år, hvor nye industrier indenfor nærings- og nydelsesmiddelbranchen så dagens lys. Her var brug for børnearbejdet - ligesom der var en forøget efterspørgsel på buddrenge og budpiger. Derimod var det forbudt børn i København at sælge aviser4. Omkring århundredeskiftet vendte billedet - børnearbejdet var vigende, især i hovedstaden. Hvor omkring 50%af drengene i friskolen havde haft arbejde for fremmede i 90’erne, var ande­ len nu nede på 20-25%; for pigerne skete der et fald fra omkring en trediedel til 10-15%5. Selvom skolen tog vare på børnene dobbelt så længe som før århundredeskiftet, så blev der flere børn med fritid, som de i princippet selv kunne disponere over. Set fra voksenhøjde var dette tilsyneladende ikke et ubetinget gode, eller som sandkas­ sens danske nestor, skolelærer Hans Dragehjelm formulerede det i Politiken i 1908:»... og Børnenes tomme Hænder kan være

131