HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

M . W. Bruns dramatisering a f »Gjøngehøvdingen«

givenheder i danmarkshistorien på godt og ondt. Desuden herskede en modsætning mellem de offervillige danske bønder og borgere på den ene side og adelen på den anden side, der ikke i tilstrækkeligt omfang ydede deres bidrag i kampen mod fjenderne. I førsteudgaven sluttede Etlar romanen med at udtrykke håb om, at værket havde »tilfredsstillet sine læsere, og givet et billede af hin tids sæder og lidenskaber, og af mænd, der om de end vare de sidste ifølge deres stilling, dog fortjente at være iblandt de første ifølge deres fortjenester«. Romanen blev en stor succes, og såvel børn somvoksne hørte til dens store læserskare, trods romanens vanskelige gammeldags sprog og mange indviklede intriger, der kommer på fuld højde med Dumas d.æ., Balzac, Viktor Hugo, Eugene Sue og Walter Scott. Særligt skildringen af tidsbilledet og de karakteristiske dialoger i handlingen og forfatterens beherskelse af »det romantiske stof«, vakte begejstring hos anmelderne, mens ikke alle syntes om Etlars skildring af adelens svagheder og borgernes styrke i kampen mod fjenden. Medvirkende til »Gjøngehøvdingen«s store udbredelse var især, at den blev aktuel efter nederlaget i 1864, hvor den nationalromantiske strømning blev vakt på ny, og romanen kunne i denne sammenhæng bruges til at minde om fordums tider.Tillige blev romanen dramatiseret, og som teaterstykke blev det hurtigt en af de mest udbredte folkekome­ dier, selvom Etlar på ingen måde havde forestillet sig, at hans mester­ værk skulle omarbejdes, omend romanens fornemme dialoger kunne indbyde dertil.4På baggrund af »Gjøngehøvdingen«s store succes fore­ tog den norskfødte forfatter, skuespiller og teaterdirektør Michael Wal- lemBrun5en dramatisering af romanen, der fikpremiere den 22.februar 1865 på Folketeatret. Studiet af dramatiseringen, teksten, regiebemærk- ninger og replikkerne viser på hvilke punkter, Bruns skuespil afveg fra Etlars roman. Således kan det påvises ud fra teksten alene, at Brun foretog en række forenklinger. I persongalleriet ændredes enkelte navne, og handlingen blev udformet som en folkekomedie på godt og ondt. Der var således ta­ le om et »folkeskuespil med sange og kor i 5 akter (3die akt i 2 afde­ linger)«. Romanen foregik i 1657-58, dramatiseringen i 1658-59, efter bruddet på Roskildefreden. Med romanen som forbillede lod Brun før­ ste akt foregå på Jungshoved, »en herregård i Sjælland og 2den og 3die akt i nærheden af samme, 4de og 5te akt på Rosenborg Slot og hos fru Ingeborg. Mellem 1ste og 2den akt er et tidsrum af 4 måneder«.

81