HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

Anmeldelser

målestok og perspektiv igennem kvarterets udvikling og viser, hvordan den er bærende helt frem til anlægget afAmaliehaven,hvor det påpeges, at denne kan ses som en realise­ ring af en af Eigtveds ideer om kvarterets afslutning mod vandet. Havnefronten har jo el­ lers i de mellemliggende århundreder været præget af handel og skibsfart, faktisk i over­ ensstemmelse med en anden af byplanens oprindelige ideer. Faber er, som vist også bil­ ledtekstforfatteren, en anelse varsom i sin vurdering af Amaliehavens udformning. Den oprindelige tilskyndelse til opførelsen af Frederiksstaden kom fra handelsaristo­ kratiet, der forestillede sig pladsen langs vandet udnyttet af handel og skibsfart, men by­ delen udformedes også og især som et monument over den oldenborgske kongeslægts 300 år på tronen, og blandt de første beboere i det nye kvarter udgjorde købmændene og skibsrederne kun ca. en fjerdedel, ved siden af adel, højere embedsborgerskab og velha­ vende håndværkere, hver gruppe i øvrigt ret samlet i visse områder. Frederiksstaden ses s. 183 utvivlsomt rigtigt som et udtryk for enevældens handle­ kraft på denne tid og for arkitekternes effektivitet og kompetence. Bindet rummer en ganske omfattende gennemgang afAmalienborg og palæernes ind­ retning gennem tiderne og omtale af en lang række institutioner i området, bl.a. Almin­ deligt Hospital og Frederiks Hospital, og som tit ellers bliver man slået af den tætte kon­ trast af rigt og fattigt, som byen har rummet. Toldboden får, foruden bygningshistorien, en lang skildring af toldvæsen, folkeliv og celebre begivenheder fra dengang, man rejste bekvemmest til søs.Også i dette bind får Ferdinand Meldahl en lille salut, idet han her ud- nævnes til »den arkitektoniske festarrangør, kammerherre Meldahl«; og i en billedtekst s. 449 bemærkes, at han efter at have glædet både Christian IX og Tietgen, som den eneste arkitekt til dato, endte som kammerherre. Afslutningsvist tages havnefronten op til samlet behandling. Handelspladser,pakhuse og Amaliehave mv. Her kombinerer værket »vandring« med en kronologisk fremstilling af nogle helheder, f.eks. Toldboden. Afsnittet tager sit udgangspunkt i områdets dobbelte mulighed som centralt havneanlæg og promenade for Frederiksstaden. Afsnittet viser, hvor sund og klarende for begreberne et grundigt kendskab til et områdes historiske for­ udsætninger og planer er for uddestilleringen af de rigtige løsninger. Området og ikke mindst aksen fra Marmorkirken over Pladsen til Amaliehaven må være et eksempel på samspil over lang tid af lykkelige omstændigheder, solid kapital, her hos private, bystyre og regering foruden habile arkitekter. Promenaden karakteriseres som »den første vel­ lykkede delløsning af en samlet ny havnefront« (s. 494). Under omtalen af Bredgade gives en personligt præget karakteristik af udviklingen af butikslivet dér. Juvelér Dragsted er dog ikke flyttet til et andet sted i Bredgade, men til Store Kongensgade. Bd. 7 er skrevet af kunsthistorikeren Claus M. Smidt, der tidligere har beskæftiget sig med bygningshistorie og har skrevet om Københavns historie. Fremstillingen er kyndig og velskrevet. Den er disponeret med et indledende afsnit om Christianshavns ældste hi­ storie, d.v.s. byplanens udformning, udmærket suppleret af billedteksterne, der viser den tidlige bebyggelse og de udvidede voldlinier senere i det 17. århundrede, og med et af­ sluttende »tilbageblik«. Vurderingen er en stor cadeau til Christian IV og hans ingeniør Johan Semp for byen som »idealby« og som en by, der har kunnet absorbere senere tiders uundgåelige og tvivlsomme ændringer. Byen var tænkt som en fæstnings- og handelsby, og det påpeges, at den var planlagt

180