HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

Søren Federspiel

var Jens Jensen nok klar over, at han ikke på samme måde kunne præge sekretariatets arbejde, som han havde præget det skandinaviske samar­ bejde. ISLOs administration blev overtaget af den tyske landsorganisa­ tion med Carl Legien i spidsen, og det varede ikke længe før de tyske fag­ foreningsfolk dominerede sekretariatet med deres neutralisme i forhol­ det mellem fagbevægelse og parti. Måske var det sin egen og dansk fag­ bevægelses magtesløshed Jens Jensen forudså, da han besluttede sig til at lægge det faglige arbejde bag sig. Han havde gjort det godt,bedre end de fleste faglige ledere. Jens Jensens overgang til sit parlamentariske virke afspejler i sig selv den snævre vekselvirkning mellem fagbevægelse og parti, der var sære­ gen for dansk arbejderbevægelse, og i en vis forstand kom Jens Jensen næsten til at personificere denne vekselvirkning. Dertil kom, at han så muligheden for at opdyrke en anden side af sit væsen, en anden tilbøje­ lighed, da han sagde fagforeningsarbejdet farvel. Jens Jensen var nemlig noget af en hjemmefødning, hvor mærkeligt det end kan lyde. Samtidig med sit internationale udsyn og virke bevare­ de han en nær tilknytning til barndomshjemmet på Fyn.Det vidner hans omfattende korrespondance med forældrene om.12Hans vugge stod på Fyn, hans andet hjem blev København, hvor han giftede sig, stiftede fa­ milie og fik børn. Hvad lå da nærmere for end at søge indflydelse i byen? Så meget mere som det faldt i tråd med hans og partiets ideer om at de­ mokratisere samfundet og skaffe arbejderne indflydelse. Da han derfor - lidt til sin egen overraskelse - fik tilbudt posten som borgmester i København i 1903, var han ikke længe om at betænke sig. En borgmesterpost var helt i overensstemmelse med partiets strategi om at erobre kommunerne. Tilmed var det ikke hvilken som helst borgme­ sterstol, Jens Jensen satte sig i, og overtagelsen af den indflydelsesrige fi- nansborgmesterpost faldt helt i tråd med hans ungdomslærdom om økonomien som determinerende til syvende og sidst for alle andre akti­ viteter. Ikke alene Jens Jensen, men en lang række andre fagforeningsfolk og socialdemokrater påbegyndte i de år en vandring ind i samfundets, hvis poster åbnede sig for dem i kølvandet på 1899 og 1901. Umiddelbart tegnede det lovende, men på længere sigt blev det et Arbejdet i borgerrepræsentationen interesserede ham, selv om han af gode grunde ikke havde kunnet gøre så meget ved det.

124