HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

Søren Federspiel

man en dyb stemme sige: »Det er hørt!«. Præsten bad en bøn, og kirken tømtes under orgelspil. Ifølge med adskillige andre kirkegængere blev jeg nu fra St. Hans Torv af trængslen ført hen mod Fælleden, hvor husarer med sabler splittede mængden og drev en del af den ud mod Store Vibenhus. Man hørte råb og skrig af indignation, men også latter og brandere fra folk, der i deres hjerters enfold troede, de var ude på kommers... Under dette befandt jeg mig på Fælleden, hvor ophidsende talere stående på mænds skuldre, opfordrede tilhørerne til modstand. Der blev kastet sten og hestepærer på soldaterne, og da en ung husarofficer ram­ tes af et projektil, kommanderede han: Frem! Et voldsomt sammenstød fandt sted, men det blev uafgjort, idet et nyt og uanet våben med virk­ ning blev bragt i anvendelse. En sværm af mænd, belæssede med snus i pakker, uddelte disse og styrtede selv frem og slog husarer, betjente, dyr og mennesker snus i øjnene. Et øjeblik tumlede snuskastere og soldater, betjente og militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser om imellem hverandre i vild forvirring, blændet af snusen, der sved i øjnene, og under hyl og hvinen trampet på af politi og rytteri. Blind af snus blev jeg flere gange væltet omkuld og trillet rundt, mistede min kasket og fik det ene trøjeærme revet i las. Fortumlet styrtede jeg afsted,- det regnede med knytnæveslag og spark, og først da jeg befandt mig i alleen og kun­ ne samle mine tanker, stod det mig klart, at jeg havde oplevet noget usædvanligt. Det stod mig også klart, at mine møre lemmer længe ville minde mig derom. Men selvfølgelig. Anderledes var det ikke, når man gik til revolution!«.1 Revolution blev det nu ikke til, tværtimod. Lederne blev idømt lange fængselsstraffe og Internationale forbudt. Men »slaget på Fælleden« gik over i den socialdemokratiske mytologi ikke mindst i forbindelse med 1. majdemonstrationerne. Også de foregik på Fælleden og blev i 1890erne stadig sammenlignet med 5. maj 1872. Der var ligheder i og med det sto­ re magtopbud, men også forskelle, først og fremmest den, at myndighe­ derne ikke længere vovede at forbyde selve mødet. Den voldsomme undertrykkelse i 1872 satte den spæde arbejderbe­ vægelse tilbage, men formåede ikke at knække den helt. Bevægelsen samlede nye kræfter, og fra begyndelsen af 1880erne kom der atter fart over feltet.

102