HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1989 h5

»Det saa kaldede Kiøbenhavns Vartegn« ler, som ingensteds have hjemme; Thi det er bekiendt, at høysalig Kong CHRISTIAN den Fjerde, da han førde Krig i Sverrig, og iblant andre Ste­ der erobrede Calmar, har sammesteds forefundet dette Billede; hvilket han tillige med adskillige andre Bygnings-Sager, som han der forefandt, og hvoraf en stor Deel til Børsens Bygning er anvendt, lod bringe til Kiø- benhavn. Resenius kalder dette Billede Hav-Fruen, og beretter, at det blev'ført fra Lund i Skaane til Malmøe, sidenAnno 1610 derfra over lisen til Kiøbenhavn, og at det blev paa dette Sted af høysalig kong CHRI­ STIANden Fjerde opsat. Aarsagen, hvorfor Billedet er sat paa dette Sted, skal egentlig være for at vise, at der er Grund, og at Fartøye og Skibe for samme Grund skal tage sig i Agt eller vare sig, saa at Billedets egentlige Navn, rettere erVare-Tegn, i.e. et Tegn at Folk skal vare sig for Steden, end Var-Tegn, der gemeenlig har en anden og særdeeles Betydning. Hvad der ellers i Calmar kand have givet Anledning til at forfærdige et Billede af saa besynderlig en Skikkelse, derom har jeg ingen Kundskab«.29 Det er en mere forsigtigThurah, vi hermøder.Tidspresset havde været stort for at få Den danske Vitruvius i trykken, for kongen truede med at kræve de udbetalte summer tilbage, hvis han ikke snart så resultater.30 Nu to år senere har Thurah haft tid til at undersøge sagen omvartegnet nærmere. Det ejendommelige for en moderne læser er, at Thurah hele ti­ den bringer oplysninger, der modsiger sig selv. Det gælder motivet. Efter at have gentaget sin beskrivelse fraDen danskeVitruvius med den vigti­ ge tilføjelse, at statuen er af sten, fortæller han, at Resen tidligere har kaldt den en havfrue. Påstand mod påstand og Thurah tager ikke stil­ ling. På samme vis med vartegnets oprindelse. Resens forklaringvarierer påny fra Thurahs, søjlen skulle stamme fra Lund og være opstillet et år tidligere, end Thurah angiver. Mest overraskende er oplysningen dog om, at monumentet på en gang skulle være både vartegn og varetegn. Den moderne læser, der er skolet i at være kritisk iagttagende, skal her gribe i egen barm for ikke at dømme Thurah. Videnskabsidealet var et andet på Thurahs tid. Dengang mente man, at sandheden fandtes i de lærdes værker. Det var gennem studiet af oldtidens forfattere og tradi­ tionen efter dem, at sand lærdomkunne erhverves. Egne iagttagelservar her af underordnet betydning. Sammenstillingen af oplysninger hentet fra den lærde tradition om et givet emne ville være en fyldestgørende løsning. I forordet til Den danskeVitruvius havde Thurah formuleret sin opgave således: »Jeg., haver betient mig af adskillige brave og lærde Mænds Skrifter,

21